Forskningen

Introduktion til nedenstående artikel

Af Steen Andersen

Dagbladenes anmeldere var lige fra starten opmærksomme på Aksel Sandemoses bøger. Gennem mere end 40 år blev de i almindelighed omtalt i et pænt stort antal aviser og hurtigt efter udgivelsen - med forfatterskabets voksende berømmelse ofte på udgivelsesdagen.

Anmeldelserne er naturligvis interessante, hvis man vil undersøge den umiddelbare modtagelse af bøgerne: Hvilke tematiske træk fremhæves, hvilke litterære paralleller bliver der draget, hvordan er vurderingen? Ud fra den synsvinkel er de i form af litterære børsnoteringer anvendelige for eftertiden, men den nødvendigvis korte form gør, at det sjældent er muligt for en dagbladskritiker at gå i dybden - hvilket naturligvis ikke forhindrer, at anmeldelsen på andre måder kan bære præg af indlevelse og grundig læsning.

En oversigt over den hidtidige forskning kan opstilles på flere måder.

  1. En mulighed er at starte med de tidligste artikler og gå kronologisk frem; fordelen er, at man herved kunne se, hvordan forskellige områder af forfatterskabet efterhånden inddrages, og hvordan forskellige metoder vægtes på et givet tidspunkt. På den anden side ville talrige navne og titler dukke op flere gange, og alene omtalen af de fem antologier kunne gøre gennemgangen uoverskuelig.
  2. En anden mulighed er at koncentrere sig om værkerne og omtale, hvad der er i tidens løb er skrevet om Det svundne er en drøm, Varulven osv. Selv om meget af forskningen beskæftiger sig med Sandemoses væsentligste romaner, ville denne fremgangsmåde imidlertid føre til en del løse ender, og det ville være nødvendigt at henvise til Jorunn Hareides Høyt på en vinget hest et utal af gange; desuden diskuteres analyser af romanerne i afhandlingens senere kapitler.
  3. En personorienteret gennemgang ville føre til, at Johannes Væth blev tildelt ét afsnit, Asmund Lien et andet, osv. Dette ville give et billede af de enkelte forskeres interesseområder, men det samlede billede kunne blive noget sløret, eftersom der er talrige forskere, der kun har offentliggjort en artikel eller to om Sandemose.
  4. Og endelig er der den traditionelle mulighed at se på den hidtidige forskning ud fra de nødvendigvis ret rummelige grupperinger, som anvendes i gængse metodelærer.

Jeg er endt med at gå ud fra 4, selv om jeg ikke er helt konsekvent; for det første tilføjes et par kategorier, som har mindre at gøre med metodologi end med emneområder; for det andet opholder jeg mig i et par tilfælde ved enkelte forskere; og for det tredje omtales de fem antologier i ét afsnit. Afvigelserne skyldes imidlertid ønsket om overskuelighed, hvilket også resulterer i, at alle artikler om Sandemose ikke nævnes i det følgende. En nærmere omtale vil fremkomme i de relevante kap. i afhandlingen, hvor det under alle omstændigheder tydeligt vil fremgå, hvilke arbejder jeg finder værdifulde, og hvilke der efter min mening er mere eller mindre på vildspor.

I 1930'erne blev der publiceret et par artikler om Sandemose, hvori hans forfatterskab blev betragtet med tidstypiske, freudianske begreber som basis; Trygve Braatøys "Kjærlighet og hat" (1933) er den væsentligste.

Grundlaget for den egentlige Sandemose-forskning blev imidlertid hverken lagt af en litteraturforsker eller af en psykoanalytiker, men af en civilingeniør, Johannes Væth, der tidligt begyndte at anlægge en komplet samling af Sandemoses bøger og bidrag til aviser og tidsskrifter, senere suppleret med anmeldelser og andre omtaler. En brevveksling mellem Sandemose og Væth udviklede sig til et nært personligt venskab, og Sandemose udtrykte ofte sin taknemmelighed over for Væths indsats for at gøre forfatterskabet kendt i videre kredse. At han havde fuld tillid til ham kan ikke mindst ses af, at han overdrog ham både dagbøger og manuskripter.

Inden Sandemoses død offentliggjorde Væth en halv snes kronikker om hidtil ukendte sider af Sandemose, og (sammen med Frits Johansen) bibliografien Aksel Sandemose og Danmark (1963); senere er fulgt en lang række artikler, bibliografien Aksel Sandemose og Skandinavien (1969; igen i samarbejde med Frits Johansen) og et par mindre publikationer, samtidig med at han har arbejdet på et omfangsrigt værk, Aksel Sandemose og offentligheden, der via dokumenter og uddrag af breve, dagbøger og anmeldelser skal kortlægge Sandemoses liv.

Det er det bibliografiske og biografiske, der har Væths største interesse, herunder forholdet mellem "Dichtung und Wahrheit", men han har skrevet adskillige andre banebrydende artikler, bl.a. om Vilhelm Grønbechs indflydelse (1963) og om forarbejderne til En flyktning krysser sitt spor (1969). Desuden har hans kendskab til Sandemoses liv været af grundlæggende betydning for, at der hidtil er udkommet tre biografier.

Den første er Carl-Eric Nordbergs Sandemose (dansk og norsk udgave 1967, svensk udgave 1968), som forfatteren begyndte arbejdet på, mens Sandemose endnu levede. På mange måder er bogen et eksempel på den "klassiske" biografi; Nordberg omtaler kort Nykøbings historie, derpå Sandemoses slægt, og beskæftiger sig indgående med barndom og ungdom for at give et psykologisk portræt; allerede i de tidlige kapitler drages paralleller mellem liv og digtning, for eksempel i omtalen af "den hellige sten" (s. 20-21). Sandemoses tekster bruges ofte til at anskueliggøre situationer, undertiden på en måde der tyder på, at Nordberg accepterer sandhedsværdien i dem, undertiden med forbehold: "Da teen-ager drengen Aksel brød op fra Nykøbing, var det sandsynligvis i ganske samme sindsstemning som flygtningen Espen Arnakke [...]" (s. 34; efterfulgt af et citat fra En flyktning krysser sitt spor).

Nordberg vil mange ting med sin bog og kommer vidt omkring på de 300 sider. Stilistisk er bogen en balancegang, der ikke helt lykkes, eftersom de nøgterne gennemgange af bøgerne er en modsætning til mere følsomme sætninger:

"Ude i Limfjorden ligger øen Mors som et grønt kæmpeblad på vandet." (s. 11).
"Stimer af flyvefisk sværmer forbi som grønne kæmpeinsekter. Sydkorset blinker i varmedisen om aftenen." (s. 202).
"I det froststive græs på skrænten ned mod Dalsvannet står Låke, folkeeventyrets hvide hest. Ubevægelig, omflammet af blå måneskygger ser Shetlandsponyen lige op mod det sovende hus." (s. 300).

Man kan også synes, at for mange afsnit indledes med et besværgende "Ja," eller "Nej," eller afsluttes med den betydningsmættede interpunktion ... Men samtidig formår Nordberg at følge en linie i Sandemoses livsløb og at opridse miljøer og tidsbilleder; han kommer med grundige forklaringer vedrørende bøgernes oprindelse og beskæftiger sig især med de "store" hovedpersoner Espen Arnakke, John Torson og Erling Vik, som han sammenligner med forfatteren. Der er ingen tvivl om, hvilke bøger Nordberg sætter størst pris, for eksempel beskrives September som "en fornuftigt, men lidet originalt skildret historie" (s. 206). For at anskueliggøre Sandemoses særpræg er der talrige komparative udsagn, også af vurderende karakter: "August Strindberg er naturligvis uden sammenligning en mere bemærkelsesværdig digter end Aksel Sandemose." (s. 17). Strindberg inddrages jævnligt i bogen, mens en del af de andre forfattere, der nævnes, ofte spiller en mere diffus rolle.

Det materiale, som anvendes, er i første omgang Sandemoses bøger; tekster i aviser m.m. anvendes kun yderst sporadisk som supplement. Hertil kommer for ungdomsårenes vedkommende uddrag af dagbøger og enkelte citater fra breve - samt Nordbergs personlige bekendtskab med Sandemose, som giver sig udslag i en skildring fra Kjørkelvik (oktober 1962) og fra Nykøbing (marts 1965). Det er imidlertid ikke anført, om Sandemose har bidraget med oplysninger eller har verificeret (dele af) bogens indhold; først i "Epilog till en biografi" (1969) fortæller Nordberg mere detaljeret om vanskelighederne ved at biografere Sandemose: "[...] på exakta frågor svarade han gärna med att berätta vidunderliga anekdoter: hans muntliga (och för den del också många tryckta) upplysningar visade sig nästan alltid otillförlitliga." (Sandemoses ansigter, s. 196).

I vurderingen af Nordbergs bog må det desuden spille ind, at den udkom allerede to år efter Sandemoses død. Meget nyt biografisk materiale er blevet tilgængeligt i den forløbne tid, ligesom forfatteren tydeligt viser sin diskretion, for eksempel i den manglende omtale af elskerinden Karen Lange.

Først i 1988 udkommer den næste biografi, Mannen fra Jante, og forfatterens skønlitterære baggrund fremtræder tydeligt: Espen Haavardsholm skriver i et energisk sprog, tempoet er højt, dispositionen er spændende, og forskellige situationer levendegøres gennem prægnante detaljer. Haavardsholm har aldrig mødt Sandemose, hvis mindre sympatiske sider der ikke lægges skjul på, men er alligevel selv med i bogen via rejsen til Newfoundland i Sandemoses spor (nej, der var intet, der tydede på et mord) og interviewet med lillesøsteren Anna Paris, født Nielsen. Sammenlignet med Nordbergs bog nævnes mange nye ting i Mannen fra Jante, og diverse hypoteser fremlægges - bl.a. at Sandemose som 17-årig var offer for voldtægt. Ligesom Nordberg lægger Haavardsholm stor vægt på barndom og ungdom, men inddrager i højere grad 1930'erne; den sidste fjerdedel af bogen beskriver Kjørkelvik-tiden.

Omtalen af Sandemoses bøger varierer fra det summariske til det detaljerede, og desuden fra inciterende, impressionistiske beskrivelser til nøgterne fortolkninger. - Haavardsholm varer sig for at opstille en formel, men kommer frem til følgende opsummering:

 

"Langt inne hos den sterkt sjølbevisste og sjølhevdende Aksel Sandemose finner du et menneske som er dypt usikker i forhold til sin egen identitet, et menneske som sammenlikner seg sjøl med et skadeskutt dyr, et menneske, som tæres opp av tvil på seg sjøl og sitt eget verd." (s. 340).

Den tredje og seneste biografi er Ole Storms Janteloven (1989), og den burde jeg måske afholde mig fra at kommentere: Jeg er part i sagen, eftersom jeg efter Ole Storms død redigerede hans efterladte manuskript. Det stoppede ved 1959, hvilket desværre betyder, at der kun forelå enkelte notater vedrørende forfatterens venskab med Sandemose i de sidste år af dennes levetid.

I Janteloven er gennemgangen af Sandemoses forfatterskab kraftigt nedtonet. Det nye i Ole Storms værk, sammenlignet med de to ovenfor nævnte biografier, er især den indgående karakteristik af Sandemoses første kone Dagmar, samt kortlægningen af forfatterens besværlige forhold til diverse forlag - hvilket igen fører til en overmåde veldokumenteret oversigt over hans økonomi. Det er tydeligt, at Ole Storm beundrer Sandemoses kunst, men ikke mindst gennem inddragelsen af et stort brevmateriale drager han adskillige nøgterne og for Sandemose lidet flatterende konklusioner, hvad angår privatlivets og privatøkonomiens omskiftelser. Det er værd at sammenligne hans opsummering med Haavardsholms, for selv om ordvalget er forskelligt, finder de to biografer frem til samme kerne i den portrætterede:

"Den chokvirkning, han ville opnå, fandt han i det overrumplende i spillet mellem hæmning og hæmningsløshed og mellem sanddruhed og den form for løgn, der ligger sandheden nærmere end en alment accepteret sandhed. [...] Det er sjældent at møde en digter, der så kompromisløst identificerer sig med sin kunst. [...] I den nordiske litteratur er han det mest komplicerede tilfælde af slagsmålet mellem mere- og mindreværdsfølelser." (s. 313, 315, 321).

Sammen med biografierne skal nævnes to længere oversigtsartikler, hvori liv og digtning sammenflettes: "Aksel Sandemose" af Johannes Væth (1968) og "Aksel Sandemose" af Erling Nielsen (1969). Johan Vogts Aksel Sandemose (1973), som især er koncentreret om udgivelsen af tidsskriftet Årstidene, giver en levende og nuanceret skildring af samarbejdet, suppleret med fyldige brevuddrag, men omhandler kun i begrænset omfang forfatterskabet.

En komparativ indfaldsvinkel til Sandemose er kun forsøgt få gange - og i "Bokliste med kommentar" (Årstidene hefte 11/12) har forfatteren naturligvis gjort, hvad han kan, for at skræmme komparatister langt væk, når han bare ved at citere uddrag af anmeldelser formår at ironisere over begrebet påvirkning og tematisk fællesskab.

Asmund Lien fremdrager imidlertid nogle oplysende paralleller mellem Sandemose og Sigurd Hoel i "Sin egen historiker - sin samtids historiker" (1969), hvor han bl.a. hæfter sig ved begge bøgers optagethed af selverkendelse og førstekærlighed. En mindre velunderbygget sammenlignende studie er Maria Schottenius' "Kristin Lavransdatter och Varulven" (1986). Til den komparative kategori hører også min egen "Aksel Sandemose og Joseph Conrad" (1974), hvis indhold jeg stadig vil stå ved, omend jeg 25 år efter udarbejdelsen ser nogle svagheder i argumentationskæden. - I kortere afsnit i Hans J. Lundager Jensens "Trekanten, dobbeltgængeren og den enarmede tyveknægt" (1990) finder man også sammenlignende henvisninger, ligesom Anna Forssberg Malm i "Vi pynter oss med horn - de många romanernas roman" (1998) inddrager Herman Melville, Adam Oehlenschläger og Joseph Conrad i sin analyse.

Som ovenfor nævnt er det en freudiansk indfaldsvinkel, der først præger analyser af forfatterskabet, og også senere har denne sat sit spor i forskningen.

Først og fremmest må nævnes Jorunn Hareides fremragende doktordisputats Høyt på en vinget hest (1976), hvis undertitel En studie i drømmer og syner i Aksel Sandemoses forfatterskap angiver værkets studieområde. Efter en gennemgang af drømmeteorier, og en diskussion af psykoanalysens anvendelighed inden for litteraturvidenskaben, behandler forfatteren hele Sandemoses forfatterskab i bogform, bortset fra Murene rundt Jeriko og Felicias bryllup.

Jorunn Hareides metode er stringent: "Det avgjørende kriteriet i dette spørsmålet er ikke hvorvidt en enkelt drøm i et verk lar seg tolke freudiansk. Kriteriet er snarere hvorvidt drømmene har en bestemt, enhetlig funksjon i verket, og ikke minst om de står sentralt i verkets tematikk." (s. 67). Det fastslås, at drømme og syner i bøgerne fra den danske periode kommer hulter til bulter, uden noget klart mønster, men at de fra og med 1930'erne virker langt mere bevidst komponeret. Dette er en tendens, som ses tydeligt ved en sammenligning mellem den danske udgave af Klabavtermanden fra 1927 og den norske fra 1932, og generelt mener Jorunn Hareide, at hvor drømme og syner fungerer mest meningsfyldt inden for helheden, er også andre krav til litterær kvalitet opfyldt. I forbindelse med Det svundne er en drøm er konklusionen, at parallelt med hovedpersonens voksende erkendelse og stærkere skyldfølelse kommer enklere drømme, som er lettere at tyde, og vedrørende Alice Atkinson og hennes elskere kaldes drømmene en uundværlig nøgle til den mandlige hovedpersons sjæleliv. Gennemgangen af Varulven er bl.a. spændende ved tesen om, at Sandemose selv ikke altid så, hvad der lå i bogens drømme, eftersom enkelte af dem må tydes på en måde, der indebærer, at der rykkes ved værkets norm, for eksempel med hensyn til kvindesynet.

Selv om de freudianske begreber er udgangspunktet, suppleres nu og da med enkelte bemærkninger af biografisk karakter, ligesom der er ekskurser til mulig påvirkning fra andre forfattere. - Eftersom drømmeanalyserne aldrig står isoleret, er Høyt på en vinget hest en bog med så mange skarpsindige fortolkninger, at den fremtræder som et standardværk for en læsning af romanerne.

At Freuds teorier i det hele taget står centralt i Sandemose-forskningen ses af en række andre arbejder; drømmetydningen dominerer ikke altid disse, men ødipuskomplekset inddrages for eksempel i Asmund Liens analyse af Det svundne er en drøm (1965) og i Torben Ulrik Nissens af Alice Atkinson og hennes elskere (1974), mens Freuds personlighedsmodel spiller en væsentlig rolle for Martin Jørgensens analyse af Vi pynter oss med horn (""Atlanten har så mange mil"", 1986).

Det varer længere, før Jung benyttes, for på trods af henvisninger i for eksempel Høyt på en vinget hest er der først en systematisk anvendelse af jungianske begreber i Anne Marie Sørensens artikel "Fultons mytiske rejse" (1986). Adlers betydning for forfatterskabet er muligvis endnu ikke blevet vurderet efter fortjeneste, men Einar Eggen inddrager hans arbejder i Espen Arnakke og hans verden (1981) - og eftersom bogen stort set er identisk med en 25 år gammel hovedopgave (speciale), er Eggen den første, som er opmærksom på berøringsfladerne.

Af nyere psykoanalytiske teoretikere skal nævnes Lacan, hvis anvendelse af metonymi og metafor inddrages af Anna Forssberg Malm i Att veta eller inte veta (1996), som kaster nyt og spændende lys over En flyktning krysser sitt spor. Lacan omtales også, omend mere kortfattet, i Petter Aaslestads originale læsning af Tjærehandleren i "En psykoanalytisk tilnærming til Tjærehandleren - metodeproblemer og løsningsforslag" (1998).

Sandemoses mange artikler fra og i kølvandet på Canada-rejsen samt de tre Beaver Coulee-romaner har i 1980'erne resulteret i en forskningsmæssig niche, hvor først og fremmest Jørn Carlsen og Christopher Hale må nævnes. Sidstnævntes arbejder er ikke mindst interessante, eftersom de giver et canadisk syn på teksterne. Den første undersøgelse af Canada-bøgerne finder man imidlertid i 1971 i "Sandemose's America" af Asmund Lien, der har offentliggjort i alt seks Sandemose-studier, med varierende indfaldsvinkler, men alle af meget høj kvalitet. Ovenfor er nævnt analysen af Det svundne er en drøm (hvori Lien som den første etablerer en meningsfuld kronologi i romanen) og sammenligningen mellem Det svundne er en drøm og Møte ved milepelen. Desuden omfatter hans arbejder "Hulemotivet hos Aksel Sandemose" (1971), en nærlæsning af de to mest symbolladede kapitler i Felicias bryllup (1974) og "Opprøret mot Jante" (1980).

En stor spændvidde og originale synspunkter finder man også hos Einar Økland, der i 1967 leverede en grundig og videnskabelig tekstlæsning af Vi pynter oss med horn, hvori romanens strukturelle tredeling for første gang forklares tilfredsstillende. En helt anden betragtningsmåde finder man i 1987-artiklen med den spidsfindige titel "Aksel Sandemoses forfattarskap - ikkje ei forteljing om ein mordars barndom, men om ein løgnars manndom", hvori Økland inddrager Sandemoses person og desuden er medlevende impressionist.

Der er kun gjort spredte forsøg på at anvende en rendyrket sociologisk synsvinkel på forfatterskabet. Willy Dahl skrev i 1970 om En sjømann går i land under den sigende titel "Morderpsykologi og hvetepriser", og i store dele af Språk, sexualitet, fascism (1976) beskæftiger Ulla Alfredsson sig med Fulton (i Vi pynter oss med horn) som et billede på politiske strukturer; i beskrivelsen af undertrykkelses- og frigørelsesprocesser anvendes både marxistiske og psykoanalytiske termer. Erik M. Christensens "Anarkisme hos Aksel Sandemose?" (1998) sætter Sandemose ind i en ny og interessant sammenhæng, men næsten udelukkende på basis af 1955-udg. af En flyktning krysser sitt spor. Thorleif Skjævesland har skrevet energisk om politik og Sandemose i flere sammenhænge, men svagheden ved disse artikler er dels, at de i mindst lige så høj grad afdækker Skjæveslands politiske synspunkter som Sandemoses, dels at den danske Sandemose lades ude af betragtning.

Det mytiske indhold i forfatterskabet er først behandlet i Johannes Væths "Klabautermanden" (1963), hvori Vilhelm Grønbechs betydning for Sandemoses opfattelse af begreberne lykkemand og nidding behandles for første gang. Efterfølgende inddrager Yngvar Ustvedt i "Mytedikteren Aksel Sandemose" (1966) også varulven, og Aksel Haaning behandler nogle religionshistoriske perspektiver i "Guldhestens rejse - og andre spor i "Vi pynter os med horn"" (1986). Sammen med disse artikler kan nævnes Ole Pedersens "Blodets røst" (1985), hvori Vi pynter oss med horn ses som en apokalyptisk tekst, og Erik Hesselagers "Om Aksel Sandemose: Murene rundt Jeriko" (1980), hvori diskussionen af Sandemoses brug af Bibelen spiller en central rolle.

En kombination af forskellige læsemåder finder man i Randi Birns Aksel Sandemose. Exile in Search of a Home (1984), hvis titel kunne tyde på en biografi; det drejer sig imidlertid om en velskrevet monografi, hvori forfatteren etablerer en sammenhæng mellem forfatterskabets romaner. Randi Birns bog er ikke mindst værdifuld ved, at også de traditionelt noget oversete værker behandles grundigt; for eksempel er kapitlet om September den hidtil bedste studie af romanen.

De nyere litterære metoder er næsten ikke blevet anvendt på Sandemose, i hvert fald ikke i den trykte forskning. Ingen har for eksempel taget sig for at dekonstruere forfatterskabet, og feministiske litteraturteorier har foreløbig kun resulteret i Bolette Berliners "Køn og skrift i Varulven - en "forskelsfeministisk" Sandemose-læsning" (1988).

De fem antologier, der er udkommet om Sandemose, rummer i alt 45 tekster af vidt forskellig karakter.

Sandemoses ansigter, redigeret af Niels Birger Wamberg, udkom 19/3 1969 og seks af bidragene har udpræget karakter af at være mindeord eller erindringer om Sandemose; af de øvrige artikler er allerede nævnt Erling Nielsens, Johannes Væths og Asmund Liens. Hertil kommer Niels Birger Wambergs skarpsindige analyse af Tjærehandleren, hvori nærlæsning kombineres med indsigt i både biografi og det øvrige forfatterskab, og "Varulven" af Frederik Nielsen, der også kombinerer forskellige indfaldsvinkler.

Om Sandemose, redigeret af Johannes Væth, er et resultat af det første Sandemose-seminar i 1972 og udkom to år senere. Her er halvdelen af bidragene skrevet på freudiansk baggrund, hvilket i sig selv fortæller lidt om forskningens dominerende interesseområde i dette tiår.

Atlanten har så mange mil (1986, redigeret af Bent Dupont, Knud Sørensen og Johannes Væth) udspringer af Sandemose-seminar nr. 7 og er koncentreret omkring Vi pynter oss med horn, idet næsten halvdelen af antologien, i alt fire artikler, behandler romanen ud fra forskellige indfaldsvinkler. I øvrigt ser man i Atlanten har så mange mil, at forskningen nu har nået et omfang, hvor det er nødvendigt at tage tidligere synspunkter op til revision: Hilde Holmesland sætter sig for at nuancere begreberne lykkemand og nidding, Bent Dupont afviser forskellige konklusioner, som Jorunn Hareide og Ulla Alfredsson er kommet til vedrørende Vi pynter oss med horn, Ruth Jørholt argumenterer for, at Gulnare alligevel ikke skal udpeges som Felicias morder, og Torben Ulrik Nissen har en anden fortolkning af slutningskapitlet i Tjærehandleren, end jeg har. For at anvende Pedersens ord i Ross Dane: Der er grøde i foretagendet.

I den kortere samling Fra Canada til Kjørkelvik (1991) kommenterer Bent Dupont og Hanne Dalgaard Sejersen i forordet "to forskellige retninger i den aktuelle Sandemoseforskning: den biografiske [...] og så den litterært orienterede." (s. 7). Kategoriseringen bliver imidlertid hurtigt uklar, for Espen Haavardsholm nævnes for eksempel udelukkende som biograf, selv om Mannen fra Jante indeholder adskillige skarpsindige fortolkninger, mens man finder Carl-Eric Nordberg placeret sammen med Asmund Lien og Jorunn Hareide i den anden gruppe. Og når Johannes Væth og Espen Haavardsholm karakteriseres som "fremragende publicister" (s. 7), er det svært at se meningen i, at "Sandemoses myter om sit liv og sådan som det blev udkrystalliseret i værkerne [skal] have lov til at blive stående uantastet." (s. 8; forfatternes fremhævelse). For hvad skal man med biografier, hvis de ikke skal skelne mellem myte og virkelighed? - og er det ikke den sikre vej til en tilværelse under støv for et forfatterskab, hvis noget af det skal forblive "uantastet"?

Det skal tilføjes, at bidragene i bogen ikke ligger i forlængelse af forordet; for eksempel punkterer Bent Dupont selv effektivt en dramatisk tekst om "Vilde Dyr i Canada".

Den hidtil seneste antologi er Nytt lys på Sandemose, redigeret af Thaly Nilsson (1998), som udspringer af et Sandemose-seminar på Öland 1995. Også her findes psykoanalytiske indfaldsvinkler, men med mindre vægt på Freud end tidligere, og nye synsvinkler finder man bl.a. i arbejder af Petter Aaslestad og Erik M. Christensen (jf. ovenfor) samt i Heiko Ueckers artikel om Sandemose som anmelder. Biografien spiller en rolle i tre artikler i bogen, eftersom Thaly Nilsson følger Sandemoses spor i Canada, Johannes Væth udreder omstændighederne vedrørende Sandemoses flugt til Sverige i 1941, og Jorunn Hareide analyserer Murene rundt Jeriko.

Hvis man på baggrund af ovenstående skal gøre status, må konklusionen blive, at den psykoanalytisk funderede Sandemose-forskning har resulteret i store landvindinger og lever i bedste velgående. Det drejer sig i første række om en anvendelse af Freud, men Anna Forssberg Malms arbejder tyder på, at også Lacans teorier i de kommende år kan komme til at spille en væsentlig rolle. De sidste mange års interesse for litterær biografi ser man et udslag af i Mannen fra Jante, hvor Espen Haavardsholm kombinerer biografisk indsigt med romanfortolkninger. Efterhånden som breve og dagbøger er blevet tilgængelige, er dette stof blevet inddraget i en stedse mere nuanceret beskrivelse af Sandemoses person.

De seneste års forskning har ikke rokket ved vurderingen af, hvilke Sandemose-bøger der regnes for de væsentligste. Der er fire værker, som igen og igen fanger opmærksomheden: En flyktning krysser sitt spor, Vi pynter oss med horn, Det svundne er en drøm og Varulven, og detaljerede analyser af romanernes drømme, struktur m.m. baner tilsyneladende straks vejen for andre indfaldsvinkler; jf. Knut Gørvells studie af Det svundne er en drøm, En emigrant krysser sine ord (1990), som bl.a. via kombinationen af omhyggelig tekstlæsning og anvendelsen af René Girards teorier udgør et værdifuldt bidrag til forskningen.

Selv om man naturligvis kun kan gætte på, hvad de kommende år bringer af artikler og bøger om Sandemose, er det muligt at pege på nogle mere eller mindre uopdyrkede områder.

Allerede i sit indlæg ved Jorunn Hareides doktordisputats argumenterede Harald Noreng for, at påvirkning fra Adam Oehlenschläger og fra Jonas Lie kunne iagttages i Sandemoses forfatterskab; en sammenligning mellem Johannes V. Jensen og 1920'ernes Sandemose ville utvivlsomt også bringe interessant stof for dagen, ikke mindst hvad angår stil og darwinisme; der er tematiske og stilistiske fællestræk mellem Sandemose og den fine, men halvglemte forfatter Knud Hjortø - og hvem ved, måske er Sandemoses hensigt ikke at bringe kritikerne på vildspor, når han skriver, at "undertegnede stammer ned fra Dickens, noe som alle kunne sett hvis det ikke var vedtatt noe annet." ("Fragment av en selvbiografi", Verden idag nr. 12, 1948).

Selv om der henvises til Jung og Adler i forskningen, er der endnu ikke foretaget en systematisk redegørelse for deres indflydelse på Sandemose; og i en lidt anden psykoanalytisk boldgade kan nævnes genren "psykobiografi" med Bernard C. Meyers Joseph Conrad. A Psychoanalytic Biography som et berømt eksempel - andre vil sige berygtet, men som forfatteren fortrøstningsfuldt skriver i forordet: "[...] genius and great art will endure however closely they may be scrutinized."

Johannes Væths hidtidige studier af "Virkelighedens spor i Aksel Sandemoses forfatterskab", for at nævne titlen på en artikel fra 1974, kan utvivlsomt udbygges, hvad angår perioden efter emigrationen, ikke mindst i forbindelse med Varulven. I betragtning af det store antal selvbiografiske tekster, som Sandemose offentliggør efter krigen, er der rige muligheder for et detektivarbejde i stil med det, som Poul Behrendt foretog i Djævlepagten i sin undersøgelse af Thorkild Hansens omfattende dagbogsredigering; i øvrigt kunne både breve og dagbøger fortjene en selvstændig udgivelse. Af lidt bredere områder kan peges på Sandemoses placering inden for søromanernes tradition og som skildrer af emigrantsamfund.

Endelig: Sandemoses sprog. I hvor høj grad skinner den jyske baggrund igennem? Hvad sker der med ordvalg og metaforik, da han begynder at skrive på norsk? - og præcis hvordan udvikler hans sprog sig?