En lykønskning til Aksel Sandemose

 

Af Bent Dupont

 

"Citizen Cane" ("Den store mand") af- og med Orson Welles kommer næsten altid med på hitlisten når kritikere skal udpege århundredets bedste 5 eller 10 film.

I 15 - måske 20 - sekunder er der i filmen en scene hvor en ældre sagfører, der kontaktes af en der forsøger at kortlægge den store Canes baggrund, fortæller om et møde han havde som ganske ung. Han så en pige en sommerdag på en båd, så hende i et glimt og aldrig mere. Og: "Jeg har tænkt på den pige hver dage siden."

Denne korte digression i filmen bliver en oplevelse som tilskueren også har vanskeligt ved at ryste af sig. Der er poesi, længsel, erkendelse og tilbagevendte erindringer i den scene.

I artiklen Møter du minnes skriver Sandemose i 1963 i Aktuell:

"I Winnipeg, på den kanadiske prærie ikke så langt fra Rocky Mountains, gikk jeg en glødende het sommerdag forbi Hudson Bay-kompagniets store bygning. Imot meg kom en halvindiansk pike som kunne være 16-18 år. Samtidig så jeg skyggen af profilen hennes gli over den hvite muren. Jeg glemmer aldri det rolige og vakre ansiktet hennes da hun strøk forbi meg, den skarpt svungne munnen og det kullsvarte håret, den elastiske gangen hennes. Jeg tør si jeg vil minnes synet til jeg dør, eftersom det nu er 37 år siden jeg så det, og det ennu lyser like skarpt i minnet."

Senere i samme artikel beretter Sandemose om et andet møde, da han selv var 20 år og mødte en ung pige, grædende med et lommetørklæde i hånden på en smal skovvej:

"Det var en fin og lys dag, skyggene fra løvet lekte over ansiktet hennes som var medtatt av gråten. Jeg har aldri drevet det med å antaste kvinner som jeg ikke kjenner. Denne gangen angret jeg på at jeg lot være. Det stod for meg længe at det var helt galt at jeg også denne gangen fulgte et prinsipp, for det finnes ingen prinsipper som ikke skal brytes. Vi vet ikke hvor ofte livsløpet vår,t blir endret når vi utfører eller unnlater en handling som kan se ubetydelig ut. Eller blir endret av det som aldri sker."

Det er vanskeligt at svare kort på spørgsmålet om, hvorfor man stadig efter så mange års optagethed af en forfatter kan holde ud at læse mere Sandemose. I de to sidste sætninger af citatet gemmes meget af mit eget svar. Den lille tilsyneladende ubetydelige hændelse (ikke-begivenheden), mødet med den grædende pige, løftes ud af den banale registrering over i mytens almengørelse - og til almindelig eftertanke - læseren anbefalet.

I en tidligere "Moralske tanker" i Aktuell fra 1960 breder Sandemose temaet ud i en helt artikel. Han fortæller i Spor i sand om en eftermiddag ved Vesterhavet, hvor han fra den yderste klit så en pige langt borte på stranden. Sandemose går ned til vandkanten og ser der pigens fodspor:

"Hun hadde vært barføtt, og gangen hennes var rank og sikker. Føttene var små og lytefrie, fra hælen og næsten fram til lilletåen var avtrykket bare en buet strek ytterst på foten. Tærne hadde satt tydelige avtrykk, hvert ytterled hadde rotet litt opp i sanden, som efter et dyr når det setter fra. Stortåen var ikke vridd innover. Det var et ungt og våkent hunmenneskes fot, og jeg så henne for meg solbrent og mysende mot solen og nitten år, og eftersom jeg ikke var stort mer enn tredve måtte jeg feste meg ved at hun gikk uten følge."

Det er ikke vanskeligt at regne ud, hvad den godt 30-årige gør. Følger efter sporene naturligvis. Og han begynder at gå i takt med pigesporene i sandet:

"Det var ikke lett, for hun tok skritt som var lengre enn mine som er korte fordi jeg har korte ben. Det var som å gå fort mellom jernbanespor og forsøke å ramme svillene, men de er alltid lagt galt ..... Det var ikke bare at hun tok lengre skritt, hun gikk tydelig nok også hurtigere enn jeg som alltid beveger meg adstadig. Jeg ville holde farten og bevege meg ubesværet på siden av henne og la ivei så godt jeg kunne - inntil jeg gav det opp og sa: bare stikk av fra meg, jeg er vant til det."

Så står der en svag brise ind fra havet, og vandet begynder langsomt at stige. Sporene bliver færre og færre Og til slut er de forsvondet helt. Der er kun en ting at gøre: Vende om:

"Noen ganger snudde jeg meg, men hun kom ikke tilbake. Hvor var hun kommet fra, hvor skulle hun hen? Hun måtte ha gått meget langt langs stranden, så langt at hun neppe hadde tenkt seg tilbake. Strand og hav og himmel gikk i ett langt derute hvor hun skulle vise seg..... Jeg kjente det slik at om hun nu viste seg før solen gikk ned ville livet mitt bli endret fra denne dag, aldri bli som før. Men solen gikk som et bål i havet, hun kom ikke. Her sitter jeg med det fjerne minnet om spor efter en pikefot i sand, og hun vet det ikke."

Lidt tættere fysisk bliver ikke-mødet i en skildring som Morsø Folkeblad offentliggjorde i juli 1949. Sandemose indleder:

"Det ligger på mitt bord en anmodning fra redaksjonen av Morsø Folkeblad om å skrive noen linjer i anledning av at Nykjøbing har vært kjøbstad i 650 år."

Sandemose må konstatere at brevet har været for længe under vejs, og nu er det næsten forsent:

"altså må jeg sitte her nu i natt å skrive om 650-års jubilæet, hvis jeg vil skrive noe i det hele tatt, og hvad skal jeg skrive? Resultatet blev naturlig nok at jeg bestemte meg for ikke å skrive noe."

Og så videre - og bedst som vi fanges af afgørelsen - ikke skrive noget sidder vi endnu en gang indfanget af Sandemoses blændværk og læser det, der rent faktisk blev skrevet alligevel. For ganske vist gik natten med overvejelser om høflige afslag tilbage til redaktøren, med at lukke hunden ud - som hedder Nelly ligesom en hund i barndomshjemmet i Nykøbing, og så følger erindringen.... Om en ung mand, der var 18 -20 år, den gang Sandemose selv kun var 8 - 10 år gammel. Den unge mand gik ned til stranden hver aften - for at bade alene. Den lille Aksel med al sin ensomhedsfølelse undrede sig over den unge mand, der tilsyneladende frivilligt havde valgt at være alene.

Aksel følger efter den unge mand den aften, og bader - i behørig afstand - på samme tid som den unge svømmer omkring i fjorden.

Næste aften gentager sceneriet sig, og drengen Aksel efterligner den andens dygtige svømmetag det bedste han kan. Ikke et ord mæler de to sammen:

"Da vi kom inn sammen og rystet vannet av oss, så han på meg liksom den første kvelden, et elskverdig blikk som når du ser på en katt du syns om."

Sådan forløb sommeren. Hver aften det samme stumme ritual. Og en aften skete det, der måtte ske. Den unge mand kom ikke, og selv om Aksel ventede endnu et par aftener var det forgæves.

"Hvad er et vennskap? Det er vel alltid vanskelig å svare på, men når jeg nu husker denne tause unge mannen som jeg fulgte i hælene kveld efter kveld, syns jeg at bedre venn kan jeg aldri ha kjent. Så mange gode forhold blir smadret med ord. Han sa aldri et eneste ett.....

  Vet vi noe om hvorfor vi knytter oss til et bestemt menneske? Lkke meget! Det fins ikke noe mer tankedumt og firkantet enn når folk kritiserer andres venner og ekteskaper. Man skulle be dem gå hjem og se på sine egne koner."

Så kom der også midt i elegien lidt Sandemose-salt i såret til sidst.

Læserens møde med Sandemose er mødet med oplevelser og ikke-oplevelser, specielt de sidste eviggjorte, nystøbte - til stadig glæde, forundring og beundring.

Tiden har kun tilladt smagsprøver. Men af det måske mindre kendte Sandemosestof. Der ligger meget og venter. Og den vished kan få læseren til at sende forfatteren en varm tanke, selv om det næsten er på kommando på sådan en hundrede-års-dag, hvor hovedpersonen har afskrevet sig fra deltagelse. Men altså alligevel: Til lykke du gamle - og tak for sangen.

- - -