Et øjeblik i Audun Hamres liv

Artiklen er første gang publiseret i Risørmagasinet 1997/98.

Foredrag holdt på det nordiske forfatterseminar i Risør 2.-8. august 1997. Erik Hesselager anskuer "Tjærehandleren" ud fra en kristen synsvinkel.

© - Erik Hesselager

 

Af Erik Hesselager

Emnet er Aksel Sandemoses lille roman Tjærehandleren, ikke et af hans hovedværker, men en overkommelig lille bog på godt halvandet hundrede sider.

Den udkom i desember 1945, i Sverige i 1946 i oversættelse af Cilla Johnson. Første danske udgave kom i 1963, oversatt af Ane Munk-Madsen.

Den blev skrevet i Stockholm i det sidste krigsår i presseråd Ivar Öhmans sommerhus uden for byen.

Det var ved den tid, Sandemoses kone Eva ventede tvillinger, og hun ville til Norge for at føde. De havde planer om at erhverve en gård i Sørlandet og samme efterår købte de så Kjørkelvik nær Risør.

Selv skriver Sandemose i "Årstidene" 1954 (i Bokliste med kommentar), at "Tjærehandleren" hører med i den kreds af bøger, der udtrykker en "frigørelsesproces" (sammen med bl.a. Storme ved Jævndøgn og En flyktning ...). Han vil med de bøger nå til bedre "erkendelse af sig selv" (Torben Ulrik Nissen).

Tidsrammen er 1927-12. april 1940. Bogen er bygget sådan op, at første kapitel foregår i 1934, da de to hovedpersoner, distriktslæge Verner Vestad og Audun Hamre, første gang mødes. Derefter et kort kapitel, "Paradiset", om tiden 1935-11. april 1940. Så først føres læseren tilbage til begyndelsen i 1927. Det er der naturligvis et formål med, for på den måde begynder han med sit uskyldens paradis og slutter med uskyldens fortabelse og paradisets udslettelse.

Men jeg begynder et andet sted:
Der er en velkendt lignelse i Ny Testamente (Lukas evang. kap. 11):

Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med sig, værre end den selv, og de kommer og flytter ind der. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.

Man kan sige, at lignelsen rejser mindst to spørgsmål. Som man siger: Hvor gik Nora hen, da hun gik ud hvor - gik dæmonen hen, da den blev drevet ud? Og hvad med den forladte bolig?

Både i kirkelige og i litterære kredse er teksten velkendt, bl.a. fordi Martin A. Hansen byggede sin roman "Løgneren" op over denne tekst til 3. søndag i fasten, da den urene ånd uddrives og sneppen kommer. Han skriver om tomhedens sted, efter at den urene ånd er drevet ud - om ingenmandsland, meningsløshedens land. Og Rigmor siger til Johannes, at:

"Når du kommer til meningsløshedens yderste, da ser du, at det hele er en valplads, hvor to magter slås. Og et ingenmandsland gives ikke."

Tomheden vil blive fyldt enten af dæmonen, der vender tilbage eller af noget andet.

 

Hammerkasteren

Da kristendommen kom til Norden, var der blandt de nordiske guder ham, der hed Thor, manden med hammeren, der altid vendte tilbage til ham. Nu blev hammerkasteren Thor som en uren ånd drevet ud af mennesker (måske) og ud fra de af mennesker beboede huse og egne, ud på de store, øde have; han blev degraderet til en dæmon.

Kristendommen kom til de nordiske lande dels fra England, dels op igennem Europa, gennem Tyskland.

På plattysk hedder ordet for "at hamre": klabautern. Og så fik Thor navneforandring: Thor, manden med hammeren, blev - klabautermanden! Sådan omtrent sagde Sandemose i en samtale, der stadig findes som en båndoptagelse.

Klabautermanden er det hjemløse spøgelse, dæmonen, der er drevet ud og søger et nyt sted at slå sig ned, han er niddingen, ulykkesfuglen, der hvileløs farer over havene og hjemsøger søfolkene og deres skibe.

Kristus drev dæmonen ud - kirken drev Thor ud, og sådan blev han, der før var en helt, til en dæmon, en nidding, der må leve borte fra fællesskabet. Den fordrevne. Måske gør han en dyd af nødvendigheden og ønsker slet ikke at være i fællesskabet - måske bilder han sig bare ind, at han ikke ønsker det.

Men niddingens og klabautermandens sted er ensomheden.

Man kan også blive uddrevet af andre - og af andre grunde. Som bekendt er Jante (lidt forkortet og ufuldstændigt sagt) stedet for fællesskabet mellem de mange, der fordriver den, der er anderledes, og den fordrevne må leve sit liv borte fra andre, som en nidding - som en hammerkaster.

Inde på land fik Thor - hammerkasteren, klabautermanden - sine slægtninge. Mennesker, som blev udstødt - ikke af kirken, men af Jantesamfundet.

 

Hamre

Der var engang en dreng. Da han blev født, ville faderen ikke kendes ved ham. Han fik derfor ikke sin fars navn, og så blev han så at sige opkaldt efter eller adopteret af hammerkasteren Thor og fik navnet Hamre: Audun Hamre.

"Og som en klabautermand med skræk og rædsel i sit følge ses Audun Hamre, den hævnende engel, den varslende, der hamrer og banker på de dømtes døre, fortidens boliger. Han opsøger sin fortids gejster, og de hjemsøger ham på hans flugt." (Niels Birger Wamberg).

Men han har en drøm i sig, en drøm, som han holder fast ved livet igennem: drømmen om et paradis.

Det er der, han begynder, og derfor begynder historien der.

Dvs.: Egentlig begynder den jo meget før, for livet begynder ikke med en drøm, men med at man blir født. Og Audun blev født af en husassistent, som en mand, Jørgen Opstad, gjorde gravid, og derefter narrede han hendes penge fra hende og stak af. Drengen fik ikke engang hans navn, arvede kun hans kniv. Men inden han fik brug for den, var han blevet gift med Audhild, og de fik en søn, Leif. Men konen var både bindegal og mandegal, og før hun en aften gik til stævnemøde, fyrede hun op i ovnen og lukkede spjældet, og så gik hun.

Da Hamre kom hjem, var drengen død. Fra den dag forberedte han sin hævn og gav sig god tid. "Du skal blive hevnet, Leif."

Nu var han blevet en rigtig hammermand, en klabautermand, nu havde han to at hævne sig på og hjemsøge, faderen og konen Audhild. Ham, der havde skaffet ham livet, og hende, der havde gjort sit til at ødelægge det for ham.

En aften i 1927 sætter han det i værk.

Det er nat, mørkt, regn. Faderen ligger og sover ovenpå.

Hamre hugger kniven dybt i træværket omkring vinduet: "Jeg må gjøre det nå, jeg må ta livet av deg nå". Han bryder ind. En ilder springer ud af mørket og ind på ham, sætter kløerne i ansigtet på ham, går efter hans strube det er Audhild i ilderens skikkelse! Han ved det. Han skriger, knuser den, river den midt over: Det er Audhild, han drejer halsen om på. Oppe ovenpå har faderen hørt ham, han vågner, der høres listende trin deroppe. Audun Hamre river døren op, galer som en fortabt sjæl ud i den mørke gang. Faderen har fundet geværet frem, og haglene plasker ind i væggen. Så taber han det ud af nervøse hænder, det falder ned ad trappen. Audun forsvinder ud af huset.

Derude tænker han: "Nå ønsker jeg at jeg en gang får leilighet til å skremme Audhild fra vidd og sans, bringe henne hen i det mørket jeg levde i så uendelig lenge etter det hun gjorde mot meg."

 

Det fik han, langt senere (1934). Verner Vestad var rejst hjemmefra for en tid. Han slog sig sammen med Audhild, uden at vide, at hun var Hamres tidligere kone.

Verner Vestad og Audhild var en tur i Skagen.

Hun fortalte ham om den mand, hun havde været gift med (Hamre). Han ville skrive om digterne og gennem dem skildre alle mænd på jorden, sagde hun.

- Det var mye, sagde Vestad.

- Jo, det sa også jeg, og jeg spurte hvilken dikter som da skulle vaere den merkelige hovedpersonen. Han svarte det skulle være en yrkesmessig utdannet ekteskapssvindler... Ved å skildre en dikter, som i seg selv har til oppgave å være alle mennesker samtidig, og gi ham en hyggelig maskering som ekteskapssvindler, skulle han altså gi et almengyldig mannsportrett. Han ville i den boken også få leilighet til å berette om dikterens brutale behandling av sinefigurer, av andre mennesker og av seg selv.."

Om natten kom Hamre til hende. Vestad hørte hendes sanseløse brølen. Skriget gentog sig, hun styrtede hen ad korridoren, stod der med vilde øjne og flagrende hår. "Han var der!"

Det var Hamre, der havde været der som et spøgelse, en klabautermand.

Bagefter var hun bleg og forpint, og han fik ikke andet ud af hende, end at det måtte være forbi mellem dem.

De forlod hinanden i Oslo.

 

Engang var Hamre til et bønnemøde. Her fik han ideen: han ville være "handelsreisende i drømmer", han ville benytte sig af de drømme, som ikke længere helt unge kvinder nærer om romantisk kærlighed.

Det var her på bønnemødet, han så, at der var lighed mellem lederne af bønnemødet og A. Hitler og A. Hamre: De lever af at udnytte folks drømme.

Han skulle have et officielt erhverv, og så blev han tjærehandler, fordi han en dag hørte en sige: Der tjæra du'n ornlig! Der lurte du'n godt, skulle det bety. Derefter gik Audum Hamre hen og bestilte sit dørskilt: "Audun Hamre, tjaere."

Så følger vi "tjuven, ransmannen, ekteskapssvindleren og tjerehandleren Audun Hamre" i jagten på hans ofre. Han dukker op, stifter "tilfældigt" bekendtskab med sit offer, finder ud af, hvor hun gemmer sine penge, vender tilbage, når hun ikke er hjemme, henter pengene.

Senere, når han havde samlet penge nok som ægteskabssvindler, ville han trække sig tilbage til paradiset men eftersom han var den, han var, en outcast, måtte han være alene om det, selv skabe det, bygge det.

I 1935 byggede Audun Hamre sit paradis. Et hus i skoven, ved en liten foss. Det ligner i beskrivelsen til forveksling Kjørkelvik.

Kapitlet hedder Paradiset det er uskyldens, lyksalighedens sted. For han, som blev gjort til dæmon, havde jo drømmen i sig om engang at vende tilbage til paradis.

Men hvad er et paradis? Det kommer vel an på, hvem man er. Er man en kristensjæl, er det en ting - er man en hammerkastende klabautermand er det noget andet. Så er det ensomhedens sted, hvor man ikke bliver forstyrret af de andre. Det er privat.

Det paradis, Edens have, der beskrives i 1. Mosebog, er helhedens sted, hvor alt er såre godt. Men uden for Edens have deler alting sig. Adam og Eva fik to sønner, og Kain slog Abel ihjel. Om det så er den flod, der vandede Edens have: Udenfor delte den sig i fire. For i vores ikke-paradisiske verden deler alt og alle sig, og deraf udspringer der megen splittelse og sorg. Både mennesker og floder og alt andet deler sig, splittes, spaltes.

Men meningen var, at menneskenes liv skulle være helt og udelt, uden splittelse. Det er den inderste, bagvedliggende mening. Det udtrykkes gennem fortællingen om Paradiset.

 

Et indskud med lidt sproglære:

"At dele" siger vi på dansk og norsk.

Det græske ord, der betyder "dele", hedder tomein. Vi kender ordet fra "a-tom", der betyder "det u-delelige".

Oldtidens filosoffer (Demokritos og hans læremester Leukippos fra Thrakien, omkr. 420 f. Kr.) talte om det: om det inderste i alt værende, den mindste bestanddel, om den del, som ene af alle ikke kan deles. Dette udelelige kaldte de et atom, som altså betyder "udelelig". De nåede ikke frem til det som en erfaring, men som en filosofisk erkendelse: Den inderste og eneste virkelighed er atomerne og det tomme rum, sagde de. "Legemer" opstår ved, at atomer støder mod hinanden og hægter sig sammen.

Langt senere i nyere tid opdagede man så atomet, det udelelige. Troede man. Selv har jeg aldrig set et atom. Eller også har jeg aldrig set andet, eftersom alt eksisterende består af atomer. Men jeg ved, at man på et tidspunkt opdagede, at dette udelelige alligevel kan deles - eller spaltes - men så sker der ting og sager. Der frigøres en umådelig masse energi, der kan bruges til både lys og varme og som drivmiddel for f.eks. skibe. Eller der kan komme en kæmpeeksplosion. Atombomben var opfundet.

På latin lyder ordet for "at dele": dividere. Mens man på græsk sætter "a" (alfa) foran for at give ordet den modsatte betydning (udelelig i stedet for delelig) sætter man på latin "in" foran. Sådan får vi ordet in-divid, "det udelelige", som er den mindste enhed. I fællesskabet er man en menneskehed, eller et folk, eller en familie, men den mindste enhed i samfundet, den enkelte, er et individ.

Også - og måske især - den fordrevne er et individ.

Aksel Sandemose var i ekstrem grad individualist, ligesom Audun Hamre.

Men hvis det udelelige individ spaltes - ligesom atomet kan spaltes - sker der også her ting og sager. Også spaltningen af sindet kan medføre en energiudladning uden lige, kan medføre, at det spaltede sind må gå til grunde.

Min påstand er, at individualisten Aksel Sandemose i "Tjærehandleren" udspalter sig selv i to personer og beskriver to sider af sig selv igennem dem, nemlig i Audun Hamre og i distrikslæge Verner Vestad.

Det græske bogstav "a" (som i atom) hedder jo "alfa", og det kaldes i denne sammenhæng alfa-privativum. Det kommer af det latinske ord privo, der betyder berøver. Bogstavet alfa-privativum berøver et ord dets indhold. Suger indholdet ud af ordet.

Det kan sætte sig i forbindelse med et ord (som f. eks. tomein) og vil så suge kraft og in&old ud af ordet og gøre det til dets egen modsætning ligesom en ægteskabssvindler, der opsøger sit offer og suger alt ud af sit offer, efterlader det blottet for ikke blot penge, men også for alle forhåbninger, desillusioneret.

Af privo/privativum er dannet ordet "privat". Altså: det private sted er "det berøvende" sted, dvs. det sted, hvor samfundet, staten og andre mennesker berøves deres indflydelse.

 

Det private paradis

Individualisten Hamre skaber sig sit paradis. Men ikke i et fællesskab. Alene vil han være, isoleret. Samfundet og andre mennesker har intet at gøre her. Det er privat.

Der sker ikke noget ved allerede her at sige, at det ikke lykkedes.

Senere gjorde Aksel Sandemose selv sit forsøg. Han har beskrevet det i bogen "Murene rundt Jeriko". Det var de mure, han ville bygge omkring sit private sted for at undgå skadelig indflydelse udefra. Men Espen døde, og Eva døde. Bogen slutter med nogle ord på engelsk, der i oversættelse lyder:

Jeg har jo altid haft den drøm at ende mine dage i dette hus, så jeg ville jo ikke have dets atmosfsere ødelagt af usympatisk indflydelse. I har nok bemærket, at dets atmosfære er underlig afsondret. Jeg har bevaret den atmosfære med den største omhu, for skønt man ikke kan skabe en atmosfære, så kan man i det mindste beskytte den imodforstyrrelse.

Og således slutter den bog, der afslører, at det ikke kan lade sig gøre.

Men nu var det altså Audun Hamre, der indrettede sit paradis. Han havde ikke en Eva at holde sig ved selskab med i sit paradis sådan som Aksel Sandemose og i sin tid Adam havde det. Men han havde sin mor. Der skulle kun være de to. Moderen som husholder i paradis.

I "En flyktning krysser sitt spor" betegner Espen Arnakke på Aksel Sandemoses vegne paradisdrømmen som infantil og sentimental. Den beskrives som en længsel efter "å komme på potten igjen".

Skal man på potten, behøver man en mor til at hjælpe sig.

Han havde forberedt hende - ikke på det med potten, men på deres eget paradis, da han aflagde sit årlige julebesøg hos hende et par år forinden.

Og det besøg faldt jo ganske anderledes ud end det hos faderen, for mor er den bedste i verden, også her. Kapitlet er uforfalsket triviallitteratur: Juleaften og blød, nyfalden sne, gås og rødkål i den lune stue, han spiller julesalmer, hun vasker op, mens han ligger på sofaen og nyder en cigar. Alt er, som det skal være. Hun er den, der gemmer hans penge, og ingen vil kunne opdage, hvor de er gemt.

Det er længe siden, hun har opdaget, at han ikke er en ærlig mand.

- Jeg er ofte urolig for deg. Jeg har hørt om folk, som ble rullet i tjære.

Pertentlig retter han hende: De bliver dyppet.

- Men du har aldri hørt om en tjærehandler som fikk den behandlingen. Det var hestetjuver og sånne. I Amerika.

Han fortæller hende, at han snart vil bygge et hus. Et sted hvor det er fint å bo, med skog og fjell og fiskevann.

Du skal holde hus for meg, og jeg reiser aldri bort... bare vi to.

Da moderen var gået i seng, sad han alene og så sig omkring i stuen.

Her burde hænge et broderi: "Kærlighed gjør Næsten ikke ondt".

De to alene i paradis. Vejen groede til, folk havde ingenting at gøre her. Da han havde boet der i fire år, havde ingen hørt ham sige andet end et spørgsmål om, hvad de ville.

Man fortalte, at han tidligere havde handlet med skov og tjære. Da hans husholderske døde - hun viste sig altså at være hans mor - sendte han bud efter lægen. Bad ham ordne begravelsen. Det var Vestad. Siden boede Audun Hamre alene.

 

Øjeblikket med sideblik til Søren Kierkegaard:

Jeg har nævnt, at Vestad og Hamre med Wambergs ord er en slags tvillinger. Selv siger jeg: De er udspaltninger af Aksel Sandemose. Han skriver om sig selv ved at skrive om de to:

  • De har den samme drøm, fortalt næsten ord til andet ens om dem begge: En kvinde opsøgte ham med en hammer i hånden for at slå ham ihjel, men hun kunne ikke, for "det er enda svagrere enn du tror når du er kommet så langt at du går og kjøper våpnet".
  • De bliver fælles om Auhild.
  • De har sågar ens oliefrakker.
  • De ligner hinanden og er dog hinandens modsætninger. Hamre stjæler penge. Vestad lader dem ligge, da han finder 60.000 hos en død mand.

"Noen orden må det være i et samfunn ... Om lægen finner det i sin orden at han er en likplyndrer, hvor er vi da", spørger han.

 

Der er et øjeblik i Vestads liv, i første kapitels første linjer. Han står derude i skoven, ser Hamre, kender ham ikke endnu. Derude mellem træerne går der nogle tanker gennem Vestad. Han standser Op. "Han hadde ikke fått det han hadde ventet av livet".

Espen Haavardsholm skriver i "Mannen fra Jante. Et portrett av Aksel Sandemose" (på dansk: "Flugten fra Jante") om den grundliggende følelse hos den enkelte af, at noget ikke er, som det burde være.

Det er sådan, Vestad beskrives.

Og sådanne ord får en bestemt lampe til at blinke i mig. For mig siger de: Søren Kierkegaard.

Han har en person, han kalder spidsborgeren - det er ham, hvis liv i et og alt bestemmes af udefra kommende faktorer, af arv og miljø og samfund og omstændigheder. Det er ikke en person, der ses ned på, for vi begynder så at sige alle som spidsborgere, er det måske endnu. Spidsborgeren tror, at han selv træffer bestemmelser, men de træffes for ham af disse ydre omstændigheder. Han tror, han selv former sit liv, men det er omstændighederne, der gør det.

Vi fødes som en mulighed, muligheden for at blive menneske. Blive det ved at overtage vort liv, blive ansvarlige for vort eget liv. Spidsborgeren har (endnu) ikke overtaget noget som helst. Hans liv er begivenheder og ikke handlinger. Og der er forskel på begivenheder og handlinger: I begivenhederne er man objekt for det, der sker i handlingen er man subjekt.

Spidsborgeren handler ikke - han lader begivenhederne styre tilværelsen. Men det ved han ikke. Han tror, at han er - at han er til som subjekt, som menneske. Men endnu mangler han at blive menneske. At blive sit eget livs subjekt.

Men så kommer der et øjeblik i spidsborgerens liv et eller andet (eller ingenting) får ham til i et nu at se sit liv, med uhyggelig klarhed at se, at det ingenting er. Fordi han selv ikke er der! For han er ikke selv blevet til som menneske endnu.

Man kan ryste den stemning af sig - eller tage sit liv op til revision. Spidsborgeren, som er objekt i en tilværelse, der handler med ham, står med muligheden: at gøre sig til subjekt i sit eget liv. Når øjeblikket er der, gælder det om at være opmærksom, vågen. Tage konsekvensen.

Det er det øjeblik, der indtræffer i Vestads liv ude i skoven. Tager han så sit liv op til revision? Åhjo - konen får ikke lov til at hundse med ham mere. "Han hadde jo satt henne på plass, men det er ikke hyggeligt å leve med en som er satt på plass."

Bogen begynder med Vestads øjeblik muligheden. Den forspildte mulighed.

I Audun Hamres liv kommer øjeblikket til sidst, på sidste side.

 

Tjærehandlerens påske:

Den 11. april 1940 tog tyskerne huset.

Om natten vender Hamre tilbage til sit paradis, men han ved godt, at det kun er foreløbigt - han har selv lagt en bombe under sit paradis.

Det er den 12. april. Hamre står uden for sit hus, sit paradis, det tabte land, han ser lyset stråle derindefra, tyskerne er der, han og alle nordmænd er ofre for bødlerne. Han trænger ind, og inde på loftet følger vi Hamres forberedelser til afslutningen.

Steen Andersen har gjort opmærksom på, at den 12. april 1940 var en fredag, hvilket jeg kan bekræfte med hukommelsen. Han har skrevet derom i en lille kronik i Morsø Folkeblad 8. maj 1973 og kaldt den "Tjærehandlerens Langfredag". Jeg bruger noget derfra - og føjer noget til.

Det, der sker, kommer som en blanding af skærtorsdag og langfredag, og parallellerne til den nytestamentlige beretning er tydelige for den opmærksomme læser:

 

  • Han kravler ind på loftet, ovenpå ligesom Jesus og disciplene fandt husly "ovenpå" i et hus i Jerusalem.
  • Han tænder stearinlyset, som kaldes et kirkelys.
  • Han hælder vin op - og det kommer til at minde om skærtorsdagens sidste måltid.

Han drikker vinen - mens han ryger sin sidste cigar, og så er vi jo lissom uden for den bibelske tekst! Nu gør han ikke som Kristus, nu er han snarere som forbryderen, der får sin sidste cigaret før henrettelsen. Og en forbryder er han jo - eller skulle vi sige: en røver.

Han tænder lunten med den tændte cigar.

  • Han trækker kniven frem arven fra faderen stikker den ind i sin arm, blodet strømmer varmt ned i hans hånd. Det er som sømmene, der bankes ind i Jesu hænder, spydet i hans side han stigmatiserer sig selv.
  • Han ser ind i den krybende glød kan den fortælle ham den sidste og eneste san&ed? Til sidst ønsker man at kende den. "Si meg sannheten før vi dør!"

Det var også det, Pilatus spurgte Jesus om til sidst.

Jesus havde sagt:

"... jeg er kommet til verden for at vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst"
(Johs. 19,37).

Og så spurgte Pilatus ligesom Hamre: "Hvad er sandhed?"

  • Hamre råber: Jeg vil ikke, jeg vil ikke - ligesom Jesus havde råbt det: Tag denne kalk fra mig! Det er den fælles angst.
  • Og så kommer sætningen: "og imens mintes hanflakkende noe om en annen, som hadde ropt i stor smerte ned til noen, som stod med oppadvendte ansikter." Og denne anden er jo den korsfæstede, der råber i smerte ned til Maria og de andre ved korsets fod.
  • En fremmed soldat fra en besættelsesmagt - her en tysker - siger noget op til ham - ligesom en officer fra den romerske besættelsesmagt også havde sagt noget - ikke til, men om Jesus.

Så hentydningen her i slutkapitlet til skærtorsdag og langfredag er jo klar nok.

  • Jeg vil endda tilføje en godt skjult hentydning til påskemorgen. Den findes i kapitlet "Paradiset", hvor afslutningen foregribes. Hamre var død. Men så gik rygtet, og man sagde, at han hadde nok tatt seg over til England - og der er i betragtning af de øvrige paralleller næppe tvivl om, at Sandemose skrev det med tanke på, at det allerede påskemorgen blev sagt, at Jesus var død, men han var opstanden og gået i forvejen til Galilæa!

Hentydningerne er mange og ikke til at tage fejl af.

 

Steen Andersen, der skrev derom i en kronik, mente, at kapitlet stod isoleret i bogen som helhed. "Der synes ikke at være nogen konsekvens inden for bogens ramme."

I en artikel i "Atlanten har så mange mil" erklærer Torben Ulrik Nissen sig uenig. Efter min mening overfortolker Nissen, bl.a. ved at inddrage Abraham/Isakmyten, som ikke har noget at gøre her.

Man kunne sige som Nissen, at Hamre træder ind i rollen som den ene røver, der hang på et kors ved siden af Kristus. Men han skriver det lidt uspecificeret: Den ene røver. Hvem af dem? Der er to.

I Matthæus- og Markusevangelierne håner begge røvere Jesus, Johannesevangeliet omtaler dem ikke, kun Lukas gør forskel på dem: Den ene røver spottede ham: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" Den anden irettesatte den spottende og sagde til Jesus: "Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige!" Og Jesus svarede: "I dag skal du være med mig i mit rige."

Hvem af dem skulle Hamre ligne eller træde ind i rollen som?

Den spottende? Beskrivelsen passer ikke.

Den bodfærdige? Prædiker han pludselig her til slut den Kristus, der uddrev den onde ånd? Rækker han hånden forsonende frem mod dem, der sendte Thor såvel som andre klabautermænd på søen? Er det Fanden, der går i kloster til sidst?

Næh, det gør han nok ikke. Og hvad skulle han også der efter! Der ville han såmænd også være en outsider.

Jeg vil i konsekvens af bogen iøvrigt mene, at Hamre, der i sit liv har ønsket at stå alene og efterhånden bliver helt alene som aldrig har haft en far som forrådes af sin kone som mister sin søn, den eneste, og mister sit paradis at han også til slut ønsker at stå alene.

Han vil sige: Nej tak, Jesus, jeg skal nok klare det her selv!

Og det er, påstår jeg, hvad Aksel Sandemose vil med sidste kapitel, hvor Hamre træder ind i rollen både som Jesus og som henretter.

Han vil - med ord fra sidste side - selv være både offer og bøddel. Han kan selv! Han vil - aldeles ufromt - være sin egen Messias.

Sandemose fortæller både skærtorsdag, langfredag og påskemorgen. Han tager den hele påskehistorie og siger: Klabautermanden Hamre gør for sig selv det samme, som Kristus gjorde.

Kristus er overflødig.

 

Men der er en tilføjelse at gøre: Den har at gøre med et enkelt øjeblik i Audun Hamres liv.

Øjeblikket kommer til orde i en enkelt sætning.

Lige før langfredagssætningen: "Han tellet med høye rop, og imens mintes han flakkende noe om en annen, som hadde ropt i stor smerte ned til noen, som stod med oppadvendte ansikter" lige forinden står det. Det sidste lys forsvinder:

"Han ble mørkt alene. Han ville ikke være alene..."

Det er mærkeligt - eller også er det det ikke!

Han, som hele sit liv har villet være alene, arbejdet alene, boet alene, holdt alle væk - fra ham bryder det frem, som en uformidlet modsætning. Men vel en modsætning, der kommer som en konsekvens af sin egen modsætning. For i den fordrevne, out-cast-mennesket, den fra Jante udstødte, er der vel langt inde gemt - jeg vil sige: en fortvivlelse. Og dermed et håb om til sidst - et sted i livet - ikke at være en udstødt. Derfor: mens han bliver mørkt alene: Han ville ikke være alene.

Og hvis det her havde været en prædiken, ville jeg her komme med en tilføjelse som jeg skal spare læseren for!

I stedet kan vi til sidst få et vers:

Ofte går mennesket vill mellom liv og dikt
Og livet selv knytter ofte en gordisk knute
av handling og drøm, der tragediens konflikt
ikke kan løses selv når stykket er ute.

(Inger Hagerup: "Barrabas" i sarnlingen "Mitt skip seiler."