Aksel Sandemose og Nykøbing Mors

 

Af Knud Sørensen ©

Udover at fortælle noget om Sandemoses oplevelse af og forhold til byen Nykøbing Mors, som Sandemose (næsten ene af alle) yndede at kalde den, vil jeg godt i begyndelsen se bort fra Sandemose og fortælle lidt om selve byen.

Nykøbing Mors er som købstad den ældste af de tre købstæder med navnet Nykøbing, som vi har i Danmark.

Byen må antages at være opstået omkring år 1200, som en slags erstatning for den hidtidige store by på Mors, landsbyen Karby på øens vestside. Den havde sin storhedstid i vikingetiden, da der var forbindelse vestud af Limtjorden, men mistede betydning, da udløbet sandede til.

Grundlaget for Nykøbing var sildefiskeri, og i modsætning til, hvad man tidligere har troet, nemlig at byen opstod på en holm mellem to åer - der hvor kirken ligger i dag - så viser de nyeste undersøgelser, at byen opstod i et slags ingenmandsland langs helligåndsåen (omkring det nuværende Ringsgade) hvor besejlingsforholdene var gode. Den bredte sig senere til arealet omkring det nuværende Østergade og Nørregade, først senere - omkring år 1300 - opslugte byen de tilgrænsende landsbyer Venner og Vettel og bredte sig til de arealer, som vi i dag betragter som byens centrum.

Byen var en fisker- og handelsby, og første gang man i historiske kilder støder på navnet er i et dokument dateret 13. juli 1299. Det er led i en strid mellem kongen, Erik Menved, og biskop Jens Grand, hvor kongen tilbyder Jens Grand en række ejendomme og deriblandt "hele den købstad, som kaldes Nykøbing på Mors".

På grundlag af det dokument fastlægger man Nykøbings alder som købstad (selv om ordlyden tyder på, at byen allerede var købstad på det tidspunkt, da dokumentet blev udformet), og en hastig hovedregning kan fortælle enhver, at vi om to år ikke bare markerer 100 året for Sandemoses fødsel, men også fejrer byens 700 års jubileum.

* * *

Nu skal jeg nok lade være med at gennemgå hele byens historie (og den kender jeg forøvrigt heller ikke særlig godt), men alligevel skal der siges lidt om udviklingen i forrige århundrede.

I første halvdel af århundredet havde byen vel ca. 1000 indbyggere, og de vigtigste erhverv var søfart, fiskeri, handel og skibsbygning .

Egentlig industri fandtes endnu ikke, men i 1850'erne tog udviklingen fart. Morsø Jernstøberi blev oprettet og senere andre fabrikker, f.eks. Schourups Maskinfabrik, der bl.a. lavede de kendte Morsø-plove, og som omkring år 1900 blandt de ansatte talte smeden Jørgen Nielsen, der i 1913 overtog driften af fabrikken. Der kom også tobaksfabrik og tekstilfabrik, og Nykøbing udviklede sig til den største industriby ved Limfjorden næstefter Aalborg. Det skyldtes først og fremmest de gode besejlingsforhold, det var jo dengang over vand de vigtigste transporter foregik. Jeg kan fortælle, at omkring år 1890 var 55 skibe (og heri er naturligvis ikke medregnet fiskefartøjer) hjemmehørende i Nykøbing.

Byen blev langsomt en arbejderby, og befolkningstallet voksede. Omkring år 1900 var der 5000 indbyggere, og befolkningstallet kulminerede om-kring 1920. Da var det på knap 8400. Så begyndte nedgangen - ikke bare Sandemose forlod byen i de år.

* * *

Det var lidt om den by, hvor Axel Nielsen blev født den 19. marts 1899. Fødestedet var et hus i et forholdsvis nyt arbejderkvarter, der var anlagt på bagarealer til nogle gårde ved Nørregade. Gaden hedder Færkenstræde, husnummeret er 12.

Det var sådan et sted, hvor solide arbejderfamilier blev sat i stand til at bygge eller erhverve hus. Kigger man i tingbogen ser man, at flere af de arbejderfamilier, der byggede der, fik gunstige lån af Morsø Jernstøberis ejer.

Det gjaldt naturligvis ikke Jørgen Nielsen, som ikke var ansat på støberiet. Han købte huset på matr.nr. 152 b, Nykøbing Købstads Markjorder i 1899, og samtidig med skødet blev der tinglyst et pantebrev på 1500 kr til H. Nielsen - som jeg ikke ved hvem er.

Jørgen Nielsen ejede huset indtil 1913 (da han blev driftsleder af Schourups maskinfabrik efter indehaverens død, og familien flyttede ned på havnen, hvor fabrikken lå). Han solgte huset i Færkenstræde til arbejdsmand Jens Thorsen. Jens Thorsen var svigersøn, gift med Sandemoses ældre søster Marie.

Men der er forøvrigt en - måske, måske ikke - mærkelig ting, omkring Jørgen Nielsens køb af huset. Huset er angiveligt Aksel Sandemoses fødehjem. Han blev født den 19. marts 1899. Men skødet på huset er underskrevet den 27. marts 1899 (og tinglyst den 15. april), altså efter fødselsdagen.

Desværre findes der ikke folketællinger fra netop det år eller året før, så hvor familien har boet på hvilket tidspunkt lige inden købet, er det ikke til at finde ud af. Johannes Væth oplyser, at familien tidligere boede til leje i Færkenstræde nr. 5.

* * *

Jeg tror dog ikke, at Sandemose ikke er født i huset, og der eksisterer da også et fotografi af huset med familien ude foran dog med den undtagelse, at moderen kun ses i et åbentstående vindue, angiveligt fordi hun var gravid (med Aksel) og ikke ville fotograferes i den tilstand. Datomysteriets løsning er nok den enkle, at familien også havde siddet til leje i huset her umiddelbart før købet .

Altså: Født i huset i Færkenstræde, byens pæne arbejderkvarter, genbo til Stausholms gård (kendt som Adamsens lade) med muren med den hellige sten.

Sandemose har beskrevet morgenerne i Færkenstræde, lyden af træskotramp, når arbejderne gik til deres arbejde, og synet af faderen, der gjorde sig klar til at gå, men altid gjorde holdt foran spejlet og stod lidt og iagttog sig selv. Han har også beskrevet, hvordan han fik lov til at følge faderen et stykke på vej, men kun til det sted, hvor Færkenstræde munder ud i Nørregade. Der stod han så og så faderen forsvinde henne ved det hjørne, som han troede var verdens ende.

Beskrivelser af det Nykøbing, som Sandemose voksede op i, finder man især i "En flygtning krydser sit spor", og selv om Jante og Jantes befolkning naturligvis ikke er helt identiske med Nykøbings - man kan vel sige, at Nykøbing er ikke Jante, men Jante er også Nykøbing så er der alligevel så mange oplevede og sansede træk beskrevet, at de har en autentisk smag. Men også andre steder, bringer Sandemose erindringsglimt, ofte nogle som røber hans kærlighed til fødebyen.

Sandemose kom i skole i skolebygningen i Nørregade. Det har han selv fortalt, men det voldte en overgang lidt problemer at få den oplysning til at stemme med skoleforholdene i Nykøbing.

Det var da rigtigt, at der havde været en skolebygning i Nørregade, men når man læste om skoleforhold i Nykøbing måtte man få det indtryk, at den skole forlængst var nedlagt, da Sandemose nåede skolealderen.

Man kan nemlig læse sig til, at der i 1889 blev vedtaget en ny (en sjette) skoleplan for Nykøbing. Den nye plan og det voksende børnetal betød, at den gamle skolebygning i Nørregade blev for lille, og der blev opført en ny skole i Grønnegade i 1892. Den blev taget i brug den 13. februar 1893, og skolen i Nørregade blev altså nedlagt 6 år før Sandemoses fødsel.

Men undersøger man så lidt mere, opdager man, at på grund af byens kraftige vækst i slutningen af forrige århundrede blev den nye skole snart for lille, og i 1901 blev det nødvendigt at overføre først fire og senere yderligere to klasser til den gamle bygning i Nørregade (den havde i mellemtiden været lejet ud). Først i 1910 fik man bygget endnu en bygning i Grønnegade. Den lå med gavlen ud mod det, der i dag hedder Skolegade. Den 1. februar 1911 blev de seks klasser fra Nørregade flyttet til den nye bygning. (Og først da blev der forøvrigt heldagsundervisning for alle børn).

Så selv om en kendt Sandemose-forsker har udtalt, at det er hans livs erfaring, at når Sandemose havde fortalt noget om sig selv, så passer det ikke, så har vi altså her undtagelsen.

* * *

Jeg vil godt sige lidt mere om skoleforholdene i Nykøbing på Sandemoses tid.

For nogle år siden kiggede jeg lidt på dem, naturligvis på foranledning af Johannes Væth.

Johannes Væth havde skrevet til mig. I brevet stod:

"Sandemose har engang skrevet, at når man kom i skole i Nykøbing, blev man sat i klasse ud fra sociale kriterier. Kan det være rigtigt?".

Jeg svarede spontant, at det kunne det bestemt. Sådan var det (endnu) da jeg i 1935 kom i skole i Hjørring. I A og B klasserne gik det pæne borgerskabs børn, i C klassen alle de andre. I de første år gik de om eftermiddagen, da mange af dem var bagerbude, som skulle arbejde om morgenen.

Så henvendte jeg mig på skolen og fik lov til at se protokollerne fra Sandemoses skoleår.

1910, f.eks., gik Axel Nielsen i fjerde klasse. Der var ialt fem fjerdeklasser, nemlig 4. A drengeklasse, 4. A pigeklasse, 4. B drengeklasse, 4. B pigeklasse. Og så var der 4. C fællesklasse. I den gik Axel Nielsen.

Det var tydeligt, at A og B klasserne var det bedre borgerskabs børn, hvorimod C klassens elever var børn af f.eks. en skomager, en smed, en fisker, en skomagerenke, en arbejdsmand osv .

Principielt, fik jeg at vide af en lærerinde der var kommet til skolen først i århundredet, underviste man drenge for sig og piger for sig, men når der var "for mange elever" måtte man lave en fællesklasse. Der var fællesklasse på alle klassetrin.

Læser man protokollen ser man, at der i Aksel Nielsens klasse var 19 drenge og 14 piger, og i protokollen er drenge og piger opført i den orden, der bestemmes af deres dygtighed.

Jeg vil lige indskyde, at jeg i de første år, jeg var i Nykøbing, nu og da hørte historier om, hvor umulig ham Sandemose havde været i skolen, sådan rent opførselsmæssigt. Fuld af numre. Axel Troldmand blev han kaldt.

Protokollen fortæller en lidt anden historie. Blandt drengene var Axel opført først, han var så afgjort klassens dygtigste dreng (3 af pigerne havde dog bedre årsprøveresultater end han).

Axel Nielsens karakterer var: dansk ug-, retskrivning ug-, skrivning mg, regning mg+, danmarkshistorie ug-, geografi ug, naturhistorie ug-, tegning ug, sang ug. Så anføres endvidere: evner mg, flid mg, opførsel mg (og ingen i klassen, hverken af drengene eller af pigerne havde højere karakter her).

Det er altså meget fine karakterer (også i opførsel), og der blev bestemt anlagt en streng bedømmelse fra lærernes side. Det vrimler med godt'er og tg'er, når man kigger protokollen igennem.

Der er en stor forskel på, hvilke fag der undervistes i i klasserne A, B og C. Efter 2, klasse blev der foretaget en ny opdeling af eleverne i A og B klasserne, sådan at de dygtigeste kom i A og borgerskabets dummeste børn i B. C klassen forblev uforandret:, bortset fra ganske få tilfælde, hvor en elev, hvis far havde fået en højere social status blev flyttet over i en A klasse.

Efter delingen fik A klasserne en undervisning, der bl.a. omfattede engelsk og tysk for drengenes vedkommende og tysk for pigernes. B og C klasserne have ingen fremmedsprog. I A klasserne havde man også verdenshistorie, hvilket man ikke havde i B og C. Axel Nielsen blev ikke flyttet til en A klasse. Det var ikke nok at være dygtigst, når man havde en far, der var arbejdsmand ganske vist avanceret til smed.

Og så alligevel. I skolens protokol finder man for året 1910 en Anna Nielsen, der gik i 2. B, og som ved årsprøven var 8 5/12 år gammel. Det er protokollens eneste Anna Nielsen, så det må være Sandemoses lillesøster. Hun blev født 11. oktober 1901, så det passer med protokollens angivelse. Også hun havde meget fine karakterer, og blev flyttet til en 3. A. Jeg er lige ved at sige "desværre" for min påstand før krakelerer en smule. Men måske var det lettere for piger at overskride klasseskellet i begge betydninger af ordet.

* * *

Efter endt skolegang i 1913 kom Sandemose i gartnerlære. Gartneriet lå i Østergade, og ligger der forresten endnu. Året efter kom han på Staby Vinterlærerseminarium, og i 1915 tog han der sit livs eneste eksamen.

Så kommer historien om hans liv til søs 1916-17, hvor han i sept. måned vendte hjem til Nykøbing og bl.a. blev beskæftiget ved jordarbejdet til det jernbaneanlæg over Mors, som aldrig blev fuldført. Men lidt blev der tilbage. Den såkaldte "banegrav", hvor Axel Nielsen har stukket spaden eller skovlen i jorden, er der endnu og er en del af indkørselsvejen til Nykøbing, og hedder Næssundvej.

Så rejste han igen. Til København.

* * *

I de følgende år er han slet ikke så sjældent i Nykøbing hos forældrene. Leo Estvad har i bogen "Aksel Sandemose først i 20'erne" offentliggjort en del breve, som han fik fra Sandemose. F.eks. et brev dateret 27.6.1921, hvor Sandemose (der indtil da hed Axel Nielsen), gør opmærksom på, at hans adresse fra 1. juli er A. Sandemose, Havnen 1, Nyk. M. Det er to måneder efter, at han havde taget navneforandring.

Men det er et andet og spændende brev, skrevet i Nykøbing den 12. juli 1920 også til Leo Estvad, som jeg vil citere lidt af.

"Føj, hvor jeg hader provinsen - at bo der, at vide, at her har man rod. - Jeg er ikke københavner (med gåseøjne), det ved du, jeg agskyr nemlig København i lige så høj grad. Men det er mennesker, jeg taler om. Den første dag - med et poetisk skaer ih, hvor den bliver trukken ned! Ved du hvad - jeg har i de sidste dage opdaget, at jeg ikke er Proletar...." og han forklarer bl.a. sin erkendelse med at fortælle om sin afsky for de sproglige platheder og de sindets råheder, som han oplever, når han konfronteres med dem, der klassemæssigt repræsenterer den lille bys proletarer. Han skriver også, at han pludselig var blevet så klarsynet, at han for sig selv sammenlignede byen og dens mennesker det med "maddikers kravlen i en død rotte."

* * *

Og nu springer jeg så til 30'erne, da "En flygtning krydser sit spor" var udkommet.

I Nykøbing blev bogens eksistens kendt, og reaktionerne var voldsomme. Man betragtede den som en nøgleroman og opfattede den som Sandemoses angreb på byen og dens befolkning. Og så slog man igen. Som Sandemose selv skriver i forordet til 1955-udgaven:

"Skildringerne af byen Jante er i de ydre omrids taget fra Nykøbing på Mors omkring 1910. Dette førte engang til en raekke meget skarpe angreb på mig. Hvis de var kommet fra mennesker der beherskede laesekunsten kunne de nok have virket med et vist eftertryk, men nu var de blot urimelige. Mine forfølgere kunne sikkert have fundet frem til temmelig pinlige sager, men de var bare rasende, og da kan det jo være så som så med klarsynet Så var der også en baggrund som disse mennesker ikke kunne vide noget om, nemlig alle de breve jeg også fik om hvor herligt det var at jeg overfaldt byen. Jeg fik latrinære forslag om at tage imod nye oplysninger for at kunne sværte byen yderligere . ( ) I hvert tilfælde har Jante I breve til mig sværtet sig selv mere end jeg end jeg nogen sinde har ønsket eller kunnet...."

Hovedangriberen var Oscar Bang, nok den mest begavede og i virkeligheden mest "litterære" af angriberne. (Han var en helt god forfatter af sange på dialekt). Han var også formand for turistforeningen, og det var nok i den egenskab han hidsede sig op. Han angreb Sandemose for at "besudle sin egen rede", hvortil Johannes Væth engang har bemærket, at skal man besudle en rede er det dog høfligst at besudle sin egen.

Men det er sikkert Oscar Bangs virke som turistforeningsformand, der har fået Sandemose til i "Rejsen til Kjørkelvik" at skrive:

"Der findes rigeligt med udveje for den der ønsker at tage skade på sin sjæl. En af dem er at lave en turistforening. Den slår sig ned som en permanent standret, som bare giver pardon mod total underkastelse for enhver der har udtrykt en mening der ikke er penge værd. Turistforeningen laegger beslag på den ædleste og harmfuldeste af al indignation og forargelse, den der er kroværtens forargelse, den som lever i snusket symbiose med Hamlet- og vikingesvindel og intet ved om kærlighed til mennesker, steder og ting. "

(Hentydningen til Hamlet viser tydeligt, hvem adressaten er. Morsø Turistforening havde med Oscar Bang som initiativtager lavet fupnummeret "Kong Fegges Grav" på Feggeklit).

Som det også fremgår af Sandemoses forord til "En flygtning ...", så var nykøbingensernes forargelse blandet med indestængt fryd - når man vel at mærke ikke selv var en af dem, der følte sig skildret. Jeg har hørt - men ikke selv set - at det eksemplar af den danske udgave, som biblioteket havde stående, var fyldt med blyantsbemærkninger, hvor læsere havde siddet og fundet ud af, hvem der "i virkeligheden" var personeme i bogen. Utvivlsomt var det hårdt for mange at gå rundt og føle, at alle de andre kunne udpege en, som en af bogens personer.

* * *

Og nu springer jeg så lidt igen. Frem til tiden omkring 1960. I det før omtalte forord til "En flygtning krydser sit spor" omtaler Sandemose også, at han har hørt, at der nu er kommet en ny generation i Nykøbing, som "ikke føler sig personligt impliceret og derfor ikke læser med rødsprængte øjne," men trods disse ord kan jeg bevidne, at forargelsen over bogen og hadet til Sandemose stadig eksisterede, da vi flyttede til Nykøbing i 1958.

Hvis man dengang nævnede Sandemoses navn i pænt selskab, så var reaktioneme der omgående. "Gadedreng" var det mildeste af de skældsord, man hørte.

Jeg fik meget hurtigt en drøm om, at der skulle blive arrangeret et møde mellem byens befolkning og Sandemose. En forfatteraften med Sandemose - men i flere år forblev det en uudtalt drøm. Men så blev den pludselig realiseret. På grund af en fejltolkning.

* * *

Jeg var dengang formand for Nykøbing Mors Biblioteksforening, og den daværende overbibliotekar Ame Rossen var sekretær.

En dag, da jeg kom ind på biblioteket, sagde Rossen: "Mads Hansen har lige været her. Han spurgte, om det ikke var på tide, at der blev arrangeret en Sandemoseaften i Nykøbing."

Mads Hansen var den tidligere redaktør af Morsø Folkeblad, en af de få i Nykøbing, der hele vejen igennem havde forstået Sandemose og haft et godt forhold til ham. På nogle af sine hemmelige besøg på Mors var Sandemose sammen med ham, jeg husker f.eks., at mens Mads Hansen stadig var redaktør - og det har været omkring 1960 - bragte avisen en kryptisk artikel om en natlig udflugt, og man kunne forstå, at Mads Hansen sammen med Sandemose en sen aften i en lommelygtes skær havde forsøgt at finde et bestemt træ i anlægget. Det var et træ, hvor Sandemose i sin ungdom havde ridset sit navn ind i barken. Men altså: Mads Hansen. Bekendt af (måske endda ven med) Sandemose.

Rossen og jeg blev enige om, at det sikkert var Sandemose selv, der havde antydet et ønske om et sådant arrangement, og vi gik straks i gang.

For at sikre det økonomiske grundlag måtte vi lave en hel kulturuge. Da biblioteksforeningen på det tidspunkt iflg. vedtægteme ikke måtte bruge penge til andet end som tilskud til bibliotekets drift (biblioteket var endnu ikke kommunalt, men var en selvejende institution) måtte vi først overtale kunstforeningen (som jeg forøvrigt også var fommand for) til at tage initiativ til, at der blev indkaldt til et møde med det ene programpunkt: Afholdelse af en kulturuge på Mors i marts 1965.

Ialt 17 foreninger var med på ideen, og det stod fra starten klart, at ugens kulmination skulle være en Sandemose-aften fredag den 5. marts. Taler: Johannes Væth det var hvad vi bestemte den første aften, men det blev dog antydet, at vi ville forsøge at få Sandemose til selv at komme.

Så begyndte vi at korrespondere med Sandemose, og det blev en meget besværlig korrespondance. Dels var der meget længe mellem vores breve og Sandemoses svar, og dels ville Sandemose ikke give noget egentligt tilsagn. Han var utvivlsomt usikker.

Den daværende danske lektor ved universitetet i Oslo, Erling Nielsen, har engang fortalt mig, at han i en periode det efterår opholdt sig sammen med Sandemose på et højfjeldshotel. Sandemose var på rekreation efter en sygdomsperiode.

Hver aften, når de havde nydt nogle glas portvin, begyndte Sandemose at famle i jakkens inderlomme efter et brev, som aften for aften blev mere og mere krøllet. "Jeg har forresten fået brev fra Jante," sagde han, og refererede vores indbydelse, og hver aften sagde Erling Nielsen: "I morgen svarer du," hvilket Sandemose lovede. Men næste aften kom brevet frem igen.

Han var usikker, instinktivt afvisende men vel også tiltrukket. Måske huskede han, hvad han havde skrevet i kapitlet "Hjømet" i "En flygtning ..." hvor han forestiller sig at Espen Amakke han en stomlfuld høstaften kommer gående igennem byen og går over til drengene, der står og hænger på hjømet ved Larsens Magasin og siger til dem: "Find noget arbejde som I synes om, og find jer piger som I holder af og gør alle synder lovlige." Og han fortsætter med at omtale sin broder Petrus: "I kan tage Petrus med ud i skoven og skyde ham der, fordi han aldrig blev lykkelig."

* * *

På grund af det manglende tilsagn måtte vi planlægge, som om Sandemose ikke kom. Officielt hed det om den 5. marts, at Sandemose-kenderen Johannes Væth ville holde et foredrag om Sandemose og Nykøbing. (Det foredrag som senere er kommet i bogform).

Kulturugen begyndte mandag den 1. marts og bød på kunstudstillinger (Robert Jacobsen og Aksel Jørgensen), koncerter og meget mere, og vi gik rundt og blev mere og mere spændte. Men vi hørte intet fra Sandemose.

Tirsdag hørte vi dog rygter om, at han var rejst fra Norge, og vi skyndte os at flytte arrangementet fra Afholdshotellets sal (hvor der kunne være ca. 150 mennesker) til Centralhotellets, hvor det ville være muligt at proppe 600 tilhørere ind. Og vi lod sive ud, at det kurme tænkes, at Sandemose selv kom. Onsdag begyndte der at komme norske joumalister og torsdag kom der en svensk radiomand. Vi begyndte at føle os mere sikre.

Men stadig hørte vi intet. Ved middagstid om fredagen kom Johannes Væth og svenskeren Carl-Eric Nordberg (som skrev den første Sandemose-biografi), og Væth mente bestemt, at Sandemose kom.

Om efterrniddagen var jeg ude med den svenske radiomand for at interviewe et par af Sandemoses gamle skolekammerater Radiomanden havde glemt sine bånd på biblioteket, og jeg kørte ind efter dem.

Dengang var Algade ikke gågade, jeg kørte igennem den, og da jeg var ud for Hotel Bendix så jeg Sandemose stige ud af en taxi. Jeg tilstår, at der faldt et helt fjeld fra mit hjerte.

Selvfølgelig havde Sandemose valgt Hotel Bendix, som i årtier havde været byens førende. Han vidste nok ikke, at det et par år tidligere var omdannet til missions- og afholdshotel. Politikens fotograf tog et godt set billede af Sandemose ud for et skilt i hotellets forhal: "Morgenandagt kl. 9".

Iøvrigt var Sandemose lidt sur. Han brokkede sig over, at de annoncer, vi havde indrykket om Sandemoseaftenen var for små. "Der kommer jo ingen mennesker," sagde han.

Jeg har forøvrigt lidt svært ved at genkende Sandemoses ankomst til Nykøbing, sådan som Carl-Eric Nordberg skildrer den i sin biografi, hvor det bl.a. hedder: "foran rådhuset vajer både det danske og norske flag, borgmesteren står i spidsen for modtagelseskomiteen...."

Der var den dag kun en modtagelseskomite, og den bestod af Ame Rossen og mig, som stod på havnen og tog imod Johannes Væth og Carl-Eric Nordberg, da de kom med færgen fra Glyngøre. De havde nemlig fortalt, hvomår de kom.

Borgmesteren optrådte ikke før efter aftenens arrangement. Da gav byen en bid mad og en øl og en dram. Borgmesteren indbød Sandemose til næste dag at komme ind på borgmesterkontoret og skrive i byens gæstebog, men der satte Sandemose grænsen.

Nu sprang jeg lidt for langt. Jeg vil sige noget om aftenens øvrige forløb.

Det var rnig, der stod foran døren til Centralhotellets sal lidt i otte om aftenen for at tage imod Sandemose og få ham ind i salen. Ame Rossen skulle byde ham velkommen fra talerstolen.

Et par minutter i otte om aftenen ankom Sandemose. Salen var fyldt. Det fortalte jeg ham. Og så blev han stående. Foran døren. Længe. Meget længe.

Jeg har prøvet at skildre mit indtryk af aftenen i digtet "Sandemoses ryg i Jante 5. marts 1965", som ikke skal citeres her. I digtet beskriver jeg Sandemoses tøven foran døren, beskriver hvordan han omsider går ind i salen, stift skridt for skridt. Der er helt stille i salen, og Sandemose går stadig stift op ad midtergangen. Så endelig begynder nogen at klappe, så klapper alle, og Sandemoses stive anspændte ryg bliver en almindelig ryg, en gammel mands ganske almindelige ryg.

Sandemoses tale den aften virkede en lille smule rodet i den forstand, at han stod og bladede i en dynge papirer. Som om han lavede om på talen, kasserede noget og fandt andet frem.

Jeg har snakket nogle gange med Poul Erik Søe, der for Danmarks Radio optog Sandemoses tale. Søe havde den teori, at Sandemose havde planlagt en skrap tale, men blev grebet af stemningen og modererede den fra talerstolen. Jeg var ikke utilbøjelig til at give ham ret.

Men da så Johannes Væth for et par år siden skænkede Sandemose-samlingen en kelnerblok fra en Oslo-restaurant, og der på den blok var de notater, sorn Sandemose byggede sin tale på, ja så var det tydeligt, at han nøje sagde, hvad han havde planlagt.

Der var et lidt makabert øjeblik. Sandemose sagde noget i retning af dette: Da jeg for nogle år siden var her i (og han sagde vist) Jante for at se til mine forældres grave, så jeg, at der på kirkegården var kommet en ny afdeling. Og i den lå alle mine fjender i to rækker.

Der blev en leen og klappen i salen - og en meget stor del af de klappende var sønner eller døtre af dem, der lå i de nævnte to rækker. Alle var indstillet på, at aftenen skulle forløbe harmonisk.

Og Sandemose strakte billedligt talt hånden ud, da "Halfway Mountain" fra "En flygtning ..." blev citeret.

Men næste dag udtalte han i en fjernsynsinterview, optaget da han sad på en bænk ved havnekontoret:

"Alting i livet kommer for sent".

* * *

Jeg nævnede før noget om Sandemoses forhold til turistforeningen, og hans foragt for den.

Man kan i dag diskutere, hvem der vandt krigen. Sandemose betragtes som et turistmæssigt aktiv, turistbureauet laver pjecer, der findes en "Jantebutik" med et skilt med Jante-loven uden for, på Sallingsund Færgekro har man (havde i hvert fald - det er nogle år siden, jeg var der sidst) en jantestue, hvor man kunne få den oplevelse at tørre munden i en papirserviet med janteloven påtrykt, og samme lov hænger indrammet på mange kontorer i byen - hvilket nok kan undre en tænksom sjæl.

Gågadeforeningen har ved specielle lejligheder fremstillet pengeseddellignende "janter", som man får udleveret, når man har gjort passende indkøb, og disse janter kan man få øl for eller vand, hvis man skulle have sådanne lyster.

Og der er sikkert flere eksempler på, at der slås plat på Sandemoses berømmelse.