Møter med en dikter

Thorleif Skjævesland

Artiklen er udgivet i Risør Magasinet 1998/99

 

5. del

Poul Ørum (1919-1997)

Poul Ørum ble født i Nykøbing Mors - som Sandemose kalte Jante - i 1919. Han hadde samme sosiale bakgrunn som Sandemose: faren var fabrikkarbeider på Morsø Jernstøberi, reiste tidlig til sjøs, arbeidde som torvgraver, landarbeider og vanlig arbeidsmann. 25 år gammel begynte han som journalist - først i barndomsbyen, seinere i Ålborg og København. Som avisarbeider var han særlig opptatt av kriminaljournalistikken - og det interessefeltet fikk han stor nytte av i sitt forfatterskap.

Debuterte som romanforfatter i 1953 med "Dansen med de fire vinde", om en dødsdømt hestetjuv, året etter kom "Ulveleg" om en flyktet tukthusfange. Siden er det kommet ei bok nesten hvert år. "Når kriminalromanen har været hans fortrukne form, er det fordi den tilspidser begreperne skyld og skæbne. Han kredser om psykologiske og moralske konflikter, lever sig ind i lovbryderne, implicerer sig i forbrydelser ud fra egne dunkle fortrængninger, eller gennemlyser kuede afvigere, der knuses af omgivelsernes uretfærdige mistanke", skriver Århus Stiftstidende.

Den første boka oversatt til norsk er "Natt på venterommet". Den ble belønnet med "De gyldne Laurbær" da den utkom i 1962.

Siden har han fått mange priser, bl.a. Den danske kritikerpris, Gyldendal Prisen, LOs Kulturpris og en lang rekke hederslegater.

Ørum traff aldri Sandemose, men han visste vel hvordan et møte mellom de to forfatterne fra Jante ville forløpe.

 

"Jeg har aldrig kunnet skrive den, skønt jeg har prøvet flere gange. Den er så vildt overdrevet, som kun virkeligheden kan være, umulig at gøre en virkelig historie af. Sådan har jeg hver gang indrømmet mit nederlag. Men det var naturligvis ikke sandheden, hvad jeg udmerket vidste. Fanden skulle skrive romaner, hvis det ikke netop var i forsøg på at gribe fat om en umulig virkelighed og gøre den mulig!

Det var noget andet, der kom i vejen, rettere sagt: en anden. Hvem han var, opdagede jeg først en snes år efter. Indtil da havde han holdt sig usynlig. Men da jeg ville gentage Islandsrejsen, åbenbarede han sig som Klabautermanden, den lykkeløse, og straks han stod ved siden af mig på skonnertens agterdæk og lagde sin hånd på roret, drev skuden et langt stykke tilbage. - Det er en anden, der skal være skipper i nat, sagde han og tilføjede: Men altid skal skipperen møde sig selv, og aldrig skal han få lov at runde Kap Horn på Hesteeyri.

Hvis nogen taler i gåder her, er det ikke mig, men den anden. Da jeg ikke kan komme uden om ham, må jeg vel nævne ham, skønt jeg helst var fri for at indrømme slægtskabet. Jeg bryder mig ikke om hans rasende, rethaveriske selvoptagethed, hans maniske tilbøjelighed til at betragte sit eget tilfælde som det mest interessante i verden, ja, til syvende og sidst, det eneste interessante. Det byder mig imod på samme måde som de egenskaber, man finder frastødende hos andre, fordi man nødig ser dem i øjnene hos sig selv.

Aksel Sandemoses livsforløb og mit formede sig gennem mange år så ens, at man skulle tro, guderne på en ørkesløs dag havde fordrevet kedsomheden med at beskikke os en fælles skæbne: Lad os more os med at sætte to drengebørn ind i verden, forskellige af ydre, men beslægtede af sind, omend slet ikke identiske. Giv dem det samme udgangspunkt, men sæt et givet åremåls afstand imellem dem - og se så, hvad der sker!

Aksel Sandemose kom til verden i Limfjordsbyen Jante i 1899, jeg samme sted tyve år senere. Vi kom fra det samme sociale lag. Hans far var arbeidsmand, som min også var, på Morsø Jernstøberi.

I 1916 tog drengen Aksel hyre på en topsejlsskonnert, der foretog en reise til Island. Tyve år senere gjorde Sandemose klart skib til at skrive sin roman om denne rejse. Det var samme år, 1936, jeg mønstrede om bord på en topseilsskonnert, en af de aller sidste som var tilbage, og den skulle givetvis også på rejse til Island. Vi gik begge i land efter halvandet år på søen, men kom aldrig siden væk fra havet uden snarest at vende tilbage til det igen.

Sådan fulgte jeg ganske nøje, som efter en opgivet kurs, i kølvandet på Aksel Sandemose med tyve års afstand, uden at jeg dengang nogen sinde anede hans eksistens, og jeg traf ham aldrig. Godt det samme, måske, jeg tvivler på, at det var blevet et vellykket møde. Hvad skulle vi vel have at sige hinanden, som vi ikke hver for sig ville foretrække at meddele os selv?

Eksempelvis kunne jeg næppe have beriget hans erfaring ved at berette om, hvordan jeg efter tiden til søs havde gjort halvhjertede og mislykkede forsøg på at indpasse mig i Jante-samfundet, under tryk af andres bekymring for at jeg aldrig ville blive, hvad de kaldte et ordentligt menneske. Jeg havde således arbejdet som gartner og var begyndt at læse til lærer.... Men der var, som de sagde, ingen stadighed i mig; og galt af sted kommer han altid, det ender vel med, at han går helt i hundene, havner i spjældet hvis han ikke allerede har været der i de lange perioder, han er hjemmefra. Synd for de stræbsomme forældre.

En kedelig historie, som ikke kunne sige ham, Sandemose, andet, end hvad han vidste i forvejen, og kun ville få ham til at skutte sig af et gammelt ubehag, eftersom han tyve år før mig havde forsøgt sig med de samme professioner i den nævnte rækkefølge, af samme årsager og med lige så ringe held. Så den kunne han bedre fortælle sig selv, hvis han brød sig om at høre den endnu engang, hvad han nok ikke gjorde.

Nej, mon ikke det møde var endt med, at vi - skønt begge vore fædre var aktive afholdsmænd og medlemmer af samme loge - havde drukket os fulde, ikke sammen, men hver for sig på hver sin side af bordet? At vi havde siddet tavse og skottet til hinanden med en vis olm forlegenhed for straks at tage blikket til os - ligesom en mand, der drikker i enrum og får øje på en person i spejlet, som han helst slap for at være alene i stuen med.

Gør dig så færdig med denne Sandemose! Hvorfor kredse så energisk om ham? Lad ham selv om det. Han gjorde det med en ildhu, som var det livet om at gøre, at hans liv ikke gik upåagtet hen for ham".

 

 

 

 

Indledning

Eyvind Johnson (1900-1976)

Inger Hagerup (1905-1985)

Tarjei Vesaas (1897-1970)

Poul Ørum (1919-1997)

Knud Sørensen (født 1928)

Gunvald Opstad (født 1935)

Øyvind Bosvik (1927-1991)