Aksel Sandemose

Af civilingeniør Johannes Væth

"Der findes forfattere, som er digtere, og nogen som ikke er det. Digteren kendes på, at han har en motivkreds, som han aldrig bliver færdig med. Han har ikke valgt denne motivkreds. Den er uundgåelig skæbne, den er en del af hans verden ... Han skriver i egentligste forstand aldrig mere end en bog, fordi de alle er dele af en helhed".

Ordene er skrevet af Aksel Sandemose, og også set fra denne synsvinkel må Sandemose så afgjort placeres blandt digterne. Hans forfatterskab domineres af nogle få hovedtemaer, som gentages og varieres fra bog til bog - samtidig med, at hans bøger rummer en rigdom af ideer, refleksioner, aforismer, indfald og udfald.

Et gennemgående motiv hos Aksel Sandemose er individet stillet over for det menneskelige magtkollektiv, eneren over for massens dumhed og fantasiløshed. "Det er fantasien, der gør os til mennesker", har Sandemose engang sagt, og fantasiløshed og dumhed hører sammen. Det er dumheden, der er fællesskabets onde ånd, det er den, der gør det umenneskeligt. "Digtere har forsøgt sig med djævlefigurer, men det ligger uden for digterens evne at skabe en værre djævel end det uvidende menneske", hedder det i En flygtning krydser sit spor (1933). Og dumheden kunne blive særlig farlig, når den gjorde oprør og tog magten, sådan som man så det i trediverne i de autoritære politiske bevægelser, først og sidst i nazismen. I Tjærehandleren (1945) gør lægen Verner Vestad sig følgende refleksioner: "Om de hyggelige mennesker og om psykopaterne fandtes der en stor litteratur, som stadig blev større, og det var udmærket. Men hvad gjorde man ved fjolserne, som var det største af alle problemer, værre end racehad og gaskrig? Fjolserne var de uendelig mange. Fjolsernes legioner, verdens herrer".

Hovedpersonerne i Sandemoses bøger er de enkelte, de utilpassede, der vender sig mod konformitet og konveniens, mod fordomme og husmandsånd. I deres forsøg på at komme fri bliver de ensomme, fordi "de som faldt så nogenlunde til ro i trællekårene, reagerer med had, når nogen vil bryde ud, for oprørsforsøget kaster lys tilbage på deres egen opgivelse og sløvsind. Der findes ikke noget, som i den grad kan få trællene til at se rødt som, at en af deres egne vil gøre sig fri, eller måske til og med også befri dem". Det er denne erfaring, som Sandemose har formuleret i Janteloven, den uskrevne lov, hvormed de mange i småbyen Jante holder hinanden på plads, d.v.s. nede, og hvis ti bud alle tørt og surt fastslår, at ingen skal tro, han er noget og duer til noget, og ingen skal tro, at nogen bryder sig om ham.

Et andet gennemgående motiv i Sandemoses digtning er menneskets bundethed af barndommen, af sin fortid og det miljø, det er vokset op i. "Hvert menneske var resultatet af hændelser i millionvis, nogen få og markante, resten oftest næsten usynlige, men man var blevet ramt af dem som af et strålebombardement", skriver Sandemose i Varulven (1958). Derfor vil den, der har levet under Janteloven i de grundlæggende år, da han skulle forsøge at finde frem til menneskelighed - "det vil sige at tåle sin næste" - blive skadet ubodeligt, for "hvordan skal Jante kunne fostre andet end slaver - og en enkelt skorpion eller morder".

Jantelovens "blodige eftertryk og hysteriske magtkrav" har fyldt Sandemoses personer med had, de er i deres væsen mordere, nogen af dem også i handling. Derfor er mordet - og kærlighedshadet - også centrale motiver i forfatterskabet. "Mord og kærlighed er det eneste, det er værd at skrive om", siger den sandemoseske digter Gunder Gundersen i Det svundne er en drøm (1944), og tilføjer: "fordi vi ikke tænker på noget andet".

For Aksel Sandemose var digtningen urokkelig skæbne. Den var båret af en drift efter erkendelse, efter at se perspektiverne i alt, "lodde ned i tidernes dyb for at forstå de krusninger, øjet ser." Arbejdsmetoden, som Sandemose bruger, har han karakteriseret således i Det svundne er en drøm: "Jeg prøver på at få et mørke til at give sig. Jeg ønsker at være klar og tydelig, men realiteterne forsvinder. Jeg skal analysere et stof, men når jeg sætter lyskasteren på det, er stoffet så følsomt for lys, at det ændrer karakter. Så sidder jeg og føler på stoffet med hænderne uden at sætte lys på".

Hovedpersonerne i Aksel Sandemoses store bøger - Espen Arnakke i En flygtning krydser sit spor, John Torson i Det svundne er en drøm og Erling Vik i Varulven - har det til fælles, at de gang på gang handler irrationelt. Deres handlinger er ikke bestemt af den foreliggende situation, men af tidligere oplevelser, som stadig har magt over dem. De er lidenskabeligt optaget af, hvorfor de handler, som de gør, og det er dem magtpåliggende at forstå og kende sig selv til bunds. Gennem erkendelse og selvransagelse søger de at finde et mønster i deres liv, de forsøger at grave sig frem til de skjulte årsager til, at de handler irrationelt og derved skader sig selv, sommetider endda uopretteligt. De er erindringskunstnere, og de er skarpe tænkere og ræsonnører, men som de digtere, de også er, tager de syner, drømme og visionære erindringer til hjælp, når de ikke kan komme længere ad logisk vej. I Murene omkring Jeriko (1960) hedder det: "Vi kan få sagt noget tilnærmet, og en anden dag igen noget tilnærmet fra en anden kant, vi kan indcirkle, indtil vi oplever at se den lysende kærne derinde i centret - og ser ind i mysteriet, med hjertet mer belastet med anelser end før. Om vi da vil videre og ikke bryde ud i tungetale, må vi gribe til billedet, spejlingen af det, vi anede, og kommer over i poesien - i ord, tone, farve eller form - som er menneskets eneste og stejle vej mod den højeste erkendelse".

Men Sandemoses personer er også tabere, der må erkende, at de aldrig når til vejs ende, for "når et menneske har gravet sig ned gennem et lag i sit indre, hører det under sig en endnu farligere torden. Øjeblikkelig står det overfor en endnu større opgave end den, som netop blev løst. Erkendelsen er bare sejr i den stund, den bliver vundet. Dagen efter er den værktøj til brug for løsning af nye opgaver".

Mens En flygtning krydser sit spor præges af troen på fornuften og på muligheden for selvanalyse - "Jeg har ingen andre guder, ingen andre drømme end erkendelse, stadig mere erkendelse" - sættes der i Det svundne er en drøm et spørgsmålstegn ved, om et menneske overhovedet kan være oprigtigt over for sig selv i sin søgen efter de inderste årsager til nederlag og ødelæggelseslyst. Endelig i Varulven må Erling Vik under damspil med blind makker konstatere, at han trods al sin anspændelse og gode vilje, trods al sin kamp for oprigtighed, altid vinder spillet.

Men altid lykkes det Sandemose at overbevise os om, at menneskets blindhed for dets egne skjulte kræfter og impulser skaber ulykker som tyranni, agression og destruktion.

Kompositionen hos Sandemose følger ofte mindernes strøm. Man husker ikke episk, hedder det i en af hans bøger; der falder lys over hændelserne, man ser dem som et landskab under lyn. Samtidig er han det dynamiskes digter, mennesket er en strøm, en elv, aldrig det samme fra minut til minut. Hans stil er meget personlig, fabulerende og fyldt med digressioner, til tider hård og huggende, polemisk, til tider nænsom og fortrolig, men aldrig ublufærdig. Der kan være noget magisk, noget besættende over hans sprog, og mange af hans bedste ting har et uforklarligt præg af myte, der får indholdet til at virke som hemmelighedsfulde og uudtømmelige kraftkilder.

Liv og digtning var uløseligt forbundet hos Aksel Sandemose. Derfor kan biografiske oplysninger være af betydning for en dybere indtrængen i hans forfatterskab.

Aksel Sandemose fødtes i Nykøbing på Mors i 1899 som næstyngst - og yngstebroder - i en stor børneflok. Hans far, der da var arbejdsmand og selvlært smed, var jyde, hans mor var fra Norge. Trykket fra de mange søskende og fra småbyen gav tidligt Sandemose en følelse af usikkerhed og underlegenhed, der senere slog over i en stærk selvhævdelse, i en desperat trang til at gøre sig fri og rive sig ud af barndomsmiljøet.

Efter konfirmationen var han nogen tid i gartnerlære, derefter et år på Staby højskole, hvor han tog vinterlærereksamen, og i 1916 stak han til søs og var borte halvandet år. Han fik et førstehånds kendskab til primitive livsforhold på havet og i nybyggerlejre og kom ud for en række dramatiske oplevelser, som han i sin digtning gang på gang er vendt tilbage til. Først i tyverne kom han i forbindelse med Johannes V. Jensen, et bekendtskab, der blev afgørende for hans videre udvikling som forfatter, og kort efter debuterede han med novellesamlingen Fortællinger fra Labrador (1923).

En anden samtidig, stor personlighed , der kom til at øve en lige så afgørende indflydelse på Sandemose, om ikke på hans kunstneriske udvikling så på hans livssyn, var religionshistorikeren Vilhelm Grønbech. Det var især Grønbechs betragtninger over vore forfædres skæbnebestemte indstilling til spørgsmål som held og uheld, lykke og ulykke, der fandt resonans hos Sandemose. De gamle nordboer opstillede to modtyper, lykkemanden og niddingen, nærmest svarende til lykkens yndling og lykkens stedbarn, og for Sandemose stod det klart, at han var født til at blive et menneske uden lykke.

Efter at have udgivet nogle svagere bøger fik Aksel Sandemose i 1927 en kunstnerisk succes med fortællingen om Klabautermanden (1927), havenes usalige flygtning, og året efter kom det definitive gennembrud med emigrantromanen Ross Dane (1928). Successen efterfulgtes af en længerevarende, personlig krise, hvorunder han omgikkes med planer om at emigrere til Canada. Men det blev i stedet for Norge, moderens land, hvor han bosatte sig i 1930, og året efter debuterede han for anden gang, nu som norsk forfatter, med En sømand går i land ( 1931) .

I modsætning til tyvernes danske Aksel Sandemose var tredivernes norske digter radikaler, vel først og fremmest som følge af påvirkning fra Mot Dag-kredsen i Oslo samt under indtryk af den truende udenrigspolitiske situation. Hertil kom mødet med psykoanalysen. Fra denne tid stammer hans programerklæring om, at "selvransagelse og fremvisning for alverden af syndernes mangfoldighed bliver en påtrængende opgave i urotider. Opgaven kræver ikke mod, men evne til at undvære medborgerlig agtelse." Det var i disse år, han bl.a. skrev den centrale bog i forfatterskabet, En flygtning krydser sit spor, der blandt meget andet handler om en morders barndom og om Janteloven, samt Vi pynter os med horn (1936).

Under krigen måtte Aksel Sandemose flygte til Sverige, hvor et andet af hans hovedværker, Det svundne er en drøm, blev til. Efter befrielsen bosatte han sig langt fra Oslo, på ejendommen Kjørkelvik, "midt i den tykke skov, ved fjeld og sø, ind mod hjertet af Norge". Her havde han nogle af sine lykkeligste år, inden store, personlige sorger kastede skygge over hans tilværelse og digtning. Det var i disse år, han bearbejdede og udvidede En flygtning krydser sit spor (ny udgave 1955) og skrev og udsendte tidsskriftet Årstidene (1951-55). Et uddrag af de bedste ting fra Årstidene er samlet i bogen Rejsen til Kjørkelvik 1954). Fra de seneste år stammer hans sidste storværk Varulven og mindebogen over hans døde søn og hustru, Murene omkring Jeriko.

Aksel Sandemose døde i 1965.

 

Litteraturhenvisninger

Aksel Sandemose og Danmark. En bibliografi. Af Frits Johansen og Johannes Væth. 1963.

Andersen, Steen: "Aksel Sandemose og Joseph Conrad". I: Johannes Væth (red.): Om Sandemose. En rapport fra Jante. Nykøbing Mors 1974.

Andersen, Steen: "Sandemose-motiver i svøb". I: Thaly Nilsson (red.):
Nytt lys på Aksel Sandemose. Oslo 1998.

Braatøye, Tygve: Kjærlighet og åndsliv. Oslo 1934.

Dupont, Bent: "To læsninger i Aksel Sandemoses: "Vi pynter oss med horn"". I: Bent Dupont et al. (red:): Atlanten har så mange mil. Højbjerg 1986.

Dupont, Bent: "Vaas eller sort magi". I: Bent Dupont og Hanne Dalgaard Sejersen (red.): Fra Canada til Kjørkelvik. Herning 1991.

Eggen, Einar: Espen Arnakke og hans verden. Oslo 1981.

Estvad, Leo. Aksel Sandemose først i 20'erne.1967.

Gørvell, Knut: En emigrant krysser sine ord. Oslo 1990.

Hareide, Jorunn: Høyt på en vinget hest. Oslo 1976.

Hareide, Jorunn: "Dumhetens opprør". I: Bent Dupont et al. (red.): Atlanten har så mange mil. Højbjerg 1986.

Haavardsholm, Espen: Mannen fra Jante. Oslo 1988.

Johansen, Frits og Johannes Væth: Aksel Sandemose og Skandinavien. København og Oslo 1969.

Lien, Asmund: "Sin egen historiker - sin samtids historiker". I: Niels Birger Wamberg (red.): Sandemoses ansigter. København og Oslo 1969.

Lien, Asmund: Store John vender tilbake. I: Edda. Årgang 52. Side 329-388).

Nordberg, Carl Eric: Sandemose. København 1967.

Storm, Ole: Janteloven. København 1989.

Væth, Johannes: Aksel Sandemose og Jante. København 1965.

Væth, Johannes: På sporet af Sandemose. Nykøbing Mors 1975.

Væth, Johannes: Nykøbing og Jante. Nykøbing Mors 1979.

Økland, Einar: "Aksel Sandemoses forfatterskap - ikkje ei fortelling om ein morders barndom, men om ein løgnarsa manndom". I: Kjell Heggelund et al. (red.): Forfatternes litteraturhistorie. Oslo 1981.

 

99.4 Sandemose, Aksel

LÆS MED PLAN nr. 147 2. udg.

© 1968 Bibliotekscentralen (her bragt med tilladelse af Johannes Væth).

---